“Vi deler os op på de sidste hundrede meter over pladsen,” sagde Amanda og så sin lillebror dybt i øjnene. “Marcus kigger efter mig og den sorte mappe. Jeg løber ind ad hovedindgangen til rådhuset for at tiltrække vagternes og hans opmærksomhed, hvis han følger efter os. Du går roligt ind ad indgangen for skoleelever og publikum på siden af bygningen – du ligner bare en dreng, der skal hente sin mor efter arbejde. Gå direkte op på tilhørerbalkonen i byrådssalen, hvor tv-kameraerne står. Hvis jeg ikke når helt ind i salen, sætter du diktafonen helt hen til tv-fotografens store mikrofon og trykker på Play.”

“Jeg svigter dig ikke, Amanda,” sagde Noah med en stemme, der var helt rolig. “Og jeg svigter ikke far.”

De krammede hinanden hårdt i et enkelt sekund. Så åbnede de gitterporten og trådte ud i det elektriske lys på gaden.

Rådhuspladsen summede af liv. Tre store sendevogne med parabolantenner på taget holdt parkeret foran rådhusets brede granittrappe. Da Amanda nåede midten af pladsen med den sorte mappe tydeligt synlig i hånden, hørte hun hvinen af bildæk bag sig.

Den mørkeblå stationcar bragede op over kantstenen ved hjørnet af pladsen. Marcus Holm sprang ud fra førersædet. Han var alene nu; manden i uldfrakken var blevet tilbage i kælderen eller var flygtet. Marcus havde tørret sveden af panden, og i hånden holdt han sin politiradio.

Da han fik øje på Amanda på vej op ad rådhustrappen, råbte han højt til de to uniformerede vagter, der stod ved rådhusets store egetræsdøre:

“Stop hende! Politi! Hun er mistænkt i forbindelse med skyderiet ved retsbygningen!”

Amanda så ud af øjenkrogen, at Noah allerede var smuttet uset ind gennem sideindgangen ti meter længere nede ad facaden, midt i en gruppe borgere, der var på vej til mødet.

Amanda satte i løb op ad de sidste trin. De to vagter ved døren trådte frem for at gribe fat i hende, men Amanda forsøgte ikke at kæmpe sig forbi dem mod den lukkede dør. I stedet drejede hun brat af på den øverste repos, lige der hvor to teknikere og en journalist fra den landsdækkende nyhedskanal stod i fuldt projektørlys og lavede en direkte optakt foran de åbne fløjdøre ind til selve forhallen og byrådssalen.

“Slip mig!” råbte Amanda af sine lungers fulde kraft, præcis da vagterne greb fat i hendes arme, så hun kom direkte ind i kameraets billedfelt.

Journalisten trådte forskrækket et skridt tilbage med mikrofonen i hånden, mens kameramanden instinktivt holdt fokus på optrinnet. Den røde lampe på kameraet lyste – de var live.

Marcus Holm nåede toppen af trappen, gispende efter vejret, og greb ud efter den sorte mappe i Amandas hænder. “Sluk det kamera! Det er en politiforretning!” brølede han mod tv-holdet.

I det øjeblik kaste Amanda ikke mappen væk – hun rev ringmekanismen op, så de halvtreds sider med kontoudtog, fotos fra stenbruddet og forfalskede underskrifter blæste ud over trappen og direkte hen for fødderne af journalisterne og de forsamlede borgere i forhallen.

“Jeg er datter af Kaptajn Elias Vey!” råbte Amanda direkte ind i kameraets linse, mens vagterne holdt hende fast. “Disse papirer beviser, at kommissær Marcus Holm og vicepolitimester Henrik Vestergaard beordrede min far myrdet i stenbruddet for syv år siden for at dække over Projekt Natugle! Anklager Martin Lind ligger såret i kælderen under retsbygningen lige nu, fordi Marcus Holm skød ham for ti minutter siden!”

Forhallen og pressefolkene stivnede i total tavshed. Journalisten kiggede fra de spredte dokumenter på gulvet – hvor stemplet STRENGT FORTROLIGT – BEVISLAGER tydeligt kunne ses på flere ark – og op på Marcus Holm, hvis ansigt var blevet askegraat i projektørlyset.

“Hun er sindssyg!” råbte Marcus og forsøgte febrilsk at samle papirerne op fra marmorgulvet, mens en anden journalist allerede var begyndt at fotografere dokumenterne med sit kamera. “Før hende væk med det samme!”

Men netop i det sekund lød der en voldsom, skærende hylen fra de store højttalere inde fra selve byrådssalen, hvor dørene stod åbne.

Inde i salen, hvor borgmesteren og vicepolitimester Henrik Vestergaard sad på podiet foran to hundrede tilhørere og tre rullende tv-kameraer, var en fjortenårig dreng trådt helt frem til talerstolens mikrofon, som stod tændt til spørgsmål fra salen.

Noah havde ikke nøjedes med tilhørerbalkonen. Han var gået lige ned midt gennem salen.

Han holdt den lille sorte diktafon presset helt ind mod den store svanehals-mikrofon, der var koblet til rådhusets centrale lydanlæg.

Og ud gennem samtlige højttalere i byrådssalen, ud i forhallen og direkte ud i æteren til hundredtusindvis af seere, gjaldede en stemme fra graven:

“Optagelse foretaget den 14. oktober, klokken 21:40. Kaptajn Elias Vey, tjenestenummer 4402… Jeg konfronterede Marcus Holm på hans kontor for en time siden… Han er arkitekten bag det hele. Sammen med vicepolitimester Vestergaard har han brugt Krols patruljer til at rydde vejene for deres egne transporter i over tre år…”