Elias Veys gamle arbejdsværelse for enden af gangen stod næsten præcis, som da han forlod det for syv år siden. Bogreolerne af mørkt egetræ bugnede af kriminallitteratur, gamle politivedtægter og indbundne kort over distriktet. På skrivebordet stod hans tunge messinglampe med den grønne glasskærm. Amanda tændte lampen, satte sig i den slidte læderstol og brugte en brevåbner til at sprætte den brune kuvert op.
Hun vendte bunden i vejret på den, og tre genstande faldt ud på det grønne skrivebordsunderlag.
Den første var en lille, rusten messingnøgle med nummeret 409 indgraveret på det flade hoved. Den anden var et udklip fra en gammel logbog, gulnet i kanterne, hvor en række datoer og klokkeslæt var noteret ud for koden Projekt Natugle. Den tredje var en enkelt foldet seddel, revet ud af en notesblok.
Amanda foldede sedlen ud med rystende fingre.
Krol var kun dørvogteren. Den mand, der gav ordren fra bagsædet af den sorte sedan i stenbruddet, bærer stadig sin uniform. Hvis du vil vide, hvorfor din far i virkeligheden skulle dø, så kig der, hvor vandet møder jernbanen. Pas på, hvem du stoler på. De holder øje med huset.
Amanda mærkede en isnende kulde brede sig fra nakken og ned langs rygsøjlen. Under retssagen mod Krol havde anklagemyndigheden fremlagt sagen som en isoleret gruppe af tre korrupte gadebetjente, der var gået i panik, da kaptajn Vey opdagede deres afpresningsring mod lokale vognmænd. Krol havde taget dommen på livstid uden at nævne nogen overordnede. Den medskyldige, en tidligere betjent ved navn Miller, havde tilstået at have affyret det dræbende skud i tumulten. Sagen var lukket. Politidirektøren havde holdt en bevægende tale til pressen om, at “de rådne æbler nu var fjernet fra kurven”.
Men hvis sedlen talte sandt, havde der været en fjerde person til stede i stenbruddet den nat. En person i en sort sedan.
Amanda rejste sig hurtigt, slukkede skrivebordslampen og trak gardinet en smule til side. Hun stirrede ud gennem regnen mod vejтриtræerne på den anden side af gaden. Der var intet at se, men følelsen af at blive betragtet hang tykt i rummet.
Hun vidste, at der kun var én person i verden, der med sikkerhed vidste, hvem der havde været til stede i stenbruddet den aften for syv år siden. Og det var den sidste person i verden, hun havde lyst til at tale med.
Den faldne betjent
Næste formiddag kørte Amanda sin gamle blå bil ind gennem portene til Vestre Statsfængsel. Himlen var lav og grå som betonmurene foran hende. Efter at have afleveret sin taske, sin mobiltelefon og sine nøgler ved sikkerhedskontrollen, blev hun ført gennem en labyrint af lange, sterile gange, hvor lyden af tunge ståldøre, der smækkede i lås bag hende, gav genlyd i brystet.
Hun blev vist ind i et lille besøgsrum med en ridsede glasrude i midten og to telefonrør hængende på væggen.
Fem minutter senere gik døren på den modsatte side op, og Rafael Imani blev ført ind af en vagt.
Han så markant anderledes ud end den unge betjent, der havde givet hende håndjern på ved vejkanten. Han var i fængselsdragt af falmet gråt stof, han havde tabt sig, og der lå mørke rande under hans øjne. Da han så, hvem der sad på den anden side af glasset, stoppede han brat op. Et udtryk af dyb skam og overraskelse gled over hans ansigt, før han langsomt satte sig ned og løftede telefonrøret.
Amanda tog sit rør op til øret. I flere sekunder sagde ingen af dem noget. Kun den svage summen fra lysstofrørene i loftet kunne høres.
“Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen, Amanda,” sagde Rafael lavt. Hans stemme lød hæs gennem den dårlige forbindelse. “Hvordan har Noah det?”
“Du har ikke ret til at spørge til min bror,” svarede Amanda koldt. Hendes stemme rystede ikke. Vreden holdt hende oprejst. “Du lod ham vokse op i den tro, at hans far var en kujon, der stak af.”
Rafael bøjede hovedet og kiggede ned på sine egne hænder, der hvilede på bordpladen. “Jeg ved det. Og jeg forventer ikke, at du nogensinde tilgiver mig. Jeg fik fire år for embedsmisbrug og tilbageholdelse af beviser, og jeg har nægtet at søge om prøveløsladelse. Jeg fortjener hver eneste dag herinde.” Han løftede blikket igen. “Så hvorfor er du her?”
Amanda lagde sin hånd fladt mod glasruden. Da hun løftede den igen, lå det gule udklip fra logbogen med påskriften Projekt Natugle presset mod glasset.
Rafaels øjne udvidede sig. Den smule farve, han havde i kinderne, forsvandt øjeblikkeligt. Han kiggede sig hurtigt over skulderen mod vagten, der stod ved døren i den anden ende af lokalet, før han lænede sig helt tæt ind mod ruden.
“Hvor har du fået det der fra?” hviskede han ind i røret. “Skjul det. Lige nu. Tag det væk fra glasset, der er kameraer i hjørnerne!”






