“Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle komme,” sagde Rafael stille. “Jeg ville bare lægge en blomst til kaptajnen… og sige farvel. Jeg flytter til en anden by i morgen for at starte på en frisk som mekaniker.”

Amanda rakte hånden ned i sin jakkelomme og trak den lille, ridsede sølvmønt med initialerne EV frem. Hun holdt den ud mod ham i sin åbne håndflade. Sollyset glimtede i det blanke metal og i den dybe skramme fra politiskolens gulv.

Rafael stirrede uforstående på mønten. “Amanda, det er din fars mønt. Den tilhører dig og Noah.”

“Min far gav den til dig, da du startede på skolen, som en påmindelse om, hvilken slags mand du skulle stræbe efter at være,” sagde Amanda med en rolig, klar stemme. “Du tabte den én gang, Rafael. Og da du gav den tilbage til os på landevejen, reddede du vores liv og min fars ære. Vi har ikke længere brug for en mønt for at huske, hvem han var. Men jeg tror, han ville ønske, at du beholdt den nu.”

Rafaels øjne fyldtes med tårer. Han rakte langsomt en rystende hånd frem, og Amanda lagde den kølige sølvmønt i hans håndflade og lukkede hans fingre om den.

“Tak, Amanda,” hviskede han, næsten ude af stand til at få ordene frem. “For alt.”

“Pas godt på dig selv, Rafael,” sagde hun og gav ham et stille, ærligt nik. “Lev et liv, han ville være stolt af.”

Hun vendte sig om og gik tilbage til Noah, der ventede på hende ved graven. Sammen gik søskendeparret ned ad den solbeskinnede kirkegårdsallé mod deres lille blå bil, der holdt parkeret ved lågen.

På bagsædet lå ingen smeltende fødselsdagskage denne gang, og der lå ingen skygger og ventede i vejkanten. Da Amanda satte sig ind bag rattet og så Noah spænde sikkerhedsselen ved siden af sig med et lille smil, drejede hun nøglen og kørte ud på landevejen.

For første gang i syv år kiggede hun ikke længere i bakspejlet. Hun kiggede kun lige frem.