Som barn havde hun og Elias brugt utallige weekender på at fiske og sejle i kano langs åen, der snoede sig gennem industrikvarteret og ud mod fjorden. Hendes far kendte hver en vig, hver en bro og hver en forladt bygning langs bredden.
Hvor vandet møder jernbanen.
Pludselig stod billedet lysende klart for hende. Den gamle færgeterminal ved Sydhavnen. For tredive år siden kørte godstogene direkte ud på molen for at blive læsset over på jernbanefærgerne. Da broen blev bygget i halvfemserne, blev færgeruten nedlagt, men den gamle ventesal og bagageboksene i den røde murstensbygning ved de rustne jernbanespor stod der stadig, nu delvist brugt som opbevaringsrum for de lokale fritidsfiskere og roklubben.
Amanda kiggede i bakspejlet, mens hun kørte ud fra parkeringspladsen. Hun var pludselig smerteligt bevidst om hver eneste bil bag sig. En mørkegrå varevogn, en hvid stationcar, en sort motorcykel. Hun drejede tilfældigt ned ad tre små sideveje i træk, kørte gennem et indkøbscenters parkeringskælder og ud på den modsatte side for at sikre sig, at ingen fulgte efter hende.
Klokken var lidt over to om eftermiddagen, da hun parkerede et par hundrede meter fra den gamle færgeterminal. Området lå øde hen i den grå efterårsblæst. Bølgerne fra fjorden slog tungt mod de rådne træpæle under molen, og de gamle togskinner forsvandt direkte ned i det mørke, grumsede vand, præcis som sedlen havde beskrevet.
Murstensbygningen med det irgrønne kobbertag så ud til at være forladt, men døren ind til den tidligere ventesal var ikke låst – den blev brugt som læskur for havnens arbejdere og lystfiskere. Amanda trak hætten på sin jakke godt op over hovedet og gik indenfor.
Lugten af fugtig mørtel, tang og gammel rust slog hende i møde. Lyset faldt skråt ind gennem de høje, støvede buede vinduer. Langs hele den nordlige væg stod rækker af gamle, mørkegrønne metalbokse fra en svunden tid, hvor rejsende kunne opbevare deres kufferter for en femkrone. Mange af lågerne hang skævt på hængslerne eller stod pivåbne, men sektionen inderst i hjørnet var stadig intakt.
Amanda gik langs rækkerne, mens hendes støvler knasede i glasskår og tørt løv på betongulvet.
401… 405… 408… 409.
Boks 409 sad i øjenhøjde, næsten skjult bag et gammelt, støvet fiskenet, der var hængt op på en krog ved siden af. Låsen var dækket af et tykt lag ir og edderkoppespind; ingen havde rørt ved denne låge i årevis.
Hun stak messingnøglen i låsen. Den gik stramt, og et øjeblik frygtede hun, at den skrøbelige nøgle ville knække. Hun pressede forsigtigt lågen lidt indad for at lette trykket på palen og drejede. Med et højt, rustent smæld gav låsen efter.
Amanda åbnede metaldøren. Inde i mørket lå en vandtæt ammunitionskasse af grønt stål – præcis den slags, hendes far plejede at bruge til at opbevare sit fiskeudstyr og værktøj i hjemme i garagen.
Hun løftede kassen ud. Den var tung. Hun bar den over til en gammel træbænk under et af vinduerne, vristede beslagene op og løftede låget.
Øverst lå en lommelygte, en ekstra lader til en tjenestepistol og en plastikpose med silikagel-poser, der havde holdt fugten ude i alle de syv år. Under det lå en tyk, sort ringmappe, tre uåbnede hukommelseskort i små plastikæsker og en lille diktafon.
På indersiden af mappens omslag sad en gul post-it-seddel med Elias Veys velkendte, skrå håndskrift:
Hvis nogen andre end jeg selv åbner denne kasse, er jeg ikke længere i live. Aflevér aldrig dette materiale til det lokale politi eller statsadvokaten i distriktet. Kontakt direkte chefen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed i hovedstaden.
Amandas hænder rystede så voldsomt, at hun næsten tabte diktafonen. Hun trykkede på tænd-knappen. Intet skete; batterierne var flade efter syv års kulde. Hun kiggede ned i ammunitionskassen igen og fandt en lille pakke med nye batterier, stadig forseglet i plastik, som hendes forudseende far havde lagt ved siden af. Hun skiftede hurtigt batterierne, og det lille røde display lyste op.
Hun trykkede på Play og holdt apparatet helt tæt til øret.
En svag skratten hørtes, efterfulgt af lyden af regn mod et biltag – og så lød en stemme, hun ikke havde hørt i syv år. Hendes fars stemme. Dybere, mere træt end i hendes erindring, men umiskendeligt hans.
“Optagelse foretaget den 14. oktober, klokken 21:40. Kaptajn Elias Vey, tjenestenummer 4402,” sagde stemmen i diktafonen, og en enkelt, varm tåre trillede ned ad Amandas kolde kind. “Jeg holder parkeret ved afkørsel 12 på vej hjem til min søn Noahs syvårs fødselsdag. Jeg kommer for sent, og Amanda er sikkert allerede sur på mig, men jeg har ikke noget valg. Jeg har netop fået bekræftet, hvem der står i spidsen for Projekt Natugle.”
Der var en kort pause på båndet, hvor Elias trak vejret tungt.






