“Jeg konfronterede Marcus Holm på hans kontor for en time siden. Jeg troede, jeg kunne stole på ham. Jeg viste ham kopierne af bankoverførslerne fra skuffeselskabet i Panama og fragtbrevene fra de beslaglagte containere på havnen. Jeg så i hans øjne i samme sekund, at han ikke var uvidende. Han er arkitekten bag det hele. Sammen med vicepolitimester Vestergaard har han brugt Krols patruljer til at rydde vejene for deres egne transporter i over tre år. Marcus prøvede at overtale mig til at tage del i pengene – han sagde, det var vores pensionsopsparing. Da jeg nægtede og sagde, at jeg ville køre direkte til rigspolitiet i morgen tidlig, lod han mig gå. Men jeg ved, at han har sendt folk efter mig. Jeg har lige set Krols patruljevogn dreje ind på landevejen to kilometer bag mig. Jeg har gemt originalerne her ved færgelejet. Hvis jeg ikke når hjem i aften… Amanda, Noah, tilgiv mig. Jeg elsker jer højere end livet.”
Optagelsen sluttede med et klik.
Amanda stod som forstenet i den kolde ventesal. Det havde været Marcus. Manden, der havde siddet ved deres køkkenbord, drukket deres kaffe, klappet Noah på skulderen og set hendes mor sygne hen af sorg over en løgn, han selv havde fabrikeret for at dække over et mord. Krol havde blot taget skraldet i retten, sandsynligvis mod et løfte om, at hans familie ville blive rigeligt belønnet fra de hemmelige konti i Panama, og at Marcus Holm og Vestergaard ville sørge for en tidlig benådning eller overførsel til et åbent fængsel, når mediernes opmærksomhed havde lagt sig.
Pludselig lød der en skarp lyd udenfor – lyden af bildæk, der knasede mod gruset foran terminalbygningen.
Amanda slukkede øjeblikkeligt diktafonen, stak den og de tre hukommelseskort dybt ned i sin inderlomme, greb den sorte ringmappe og lukkede ammunitionskassen i. Hun kiggede ud gennem det snavsede vindue.
En mørkeblå stationcar var rullet ind foran indgangen. Det var ikke en politibil, men Amanda genkendte den med det samme. Det var kommissær Marcus Holms privatbil.
Men han var ikke alene. Fra passagersædet steg en høj, senet mand i en mørk uldfrakke ud. Han bar ingen uniform, men bevægede sig med den stive, opmærksomme kropsholdning, der kendetegnede en tidligere betjent eller livvagt.
De holder øje med huset, havde der stået på sedlen. De måtte have fulgt efter hende eller sat en GPS-sender på hendes bil, allerede før hun kørte hjemmefra i morges. Ved at køre til fængslet og derefter direkte herhen havde hun gjort præcis det, Rafael havde advaret hende imod: Hun havde ført morderne direkte hen til det arkiv, de havde ledt efter i syv år.
Flugten gennem tågen
Amanda havde kun få sekunder. Der var kun én hovedindgang til ventesalen, og den var Marcus og hans ledsager nu på vej hen imod.
Hun kiggede sig desperat omkring. I den modsatte ende af hallen var der en gammel dør med påskriften Kun for personale – Adgang til færgeklap. Hun løb lydløst på tåspidserne hen over gulvet, idet hun holdt sig i skyggen bag de høje rækker af bagagebokse. Hun trykkede håndtaget ned på personaledøren. Den var låst.
Fodtrinene lød nu lige uden for hovedindgangen.
Amanda kiggede op. Over døren sad et gammelt ventilationsvindue, der stod på klem, og ved siden af stod et rustent rullestillads, som malerne eller fiskerne havde efterladt. Men det ville larme for meget at kravle derop. Hendes blik faldt i stedet på gulvet under en af de store, åbne fragtluger, der vendte ud mod selve kajkanten og klipperne nedenfor. Lugen var skoddet til med to råddent udseende fyrretræsbrædder.
I det øjeblik hoveddøren gik op i den anden ende af hallen, satte Amanda skulderen mod det nederste bræt ved fragtlugen. Det gav efter med et dæmpet knæk, som heldigvis blev overdøvet af blæsten og bølgernes brusen udenfor. Hun klemte sig igennem åbningen med ringmappen presset tæt ind til brystet og lod sig glide ned på de glatte, våde kampesten, der udgjorde fundamentet under molen, blot en meter over det frådende fjordvand.
Hun pressede sig helt ind i hulrummet under betontrappen, lige idet hun hørte stemmerne oppe i ventesalen.
“Boks 409 står åben,” lød den fremmede mands dybe stemme oppe fra hallen. Lyden bar tydeligt ned gennem sprækkerne i det gamle trægulv ved kajen. “Kassen står på bænken. Den er tom.”
Der blev stille et øjeblik. Så hørte Amanda Marcus Holms stemme – ikke den varme, faderlige stemme, hun kendte fra søndagsmiddagene, men en iskold, kontrolleret røst.
“Hendes bil holder stadig ude ved vejen, og motoren var varm, da vi kom. Hun kan ikke være nået ud forbi os. Hun er her stadig. Tjek baglokalerne og kajen. Og tag våbnet frem – hvis hun har læst dokumenterne, må hun ikke forlade havnen.”
“Hvad skal det ligne, Holm? En ulykke?”






