“Noah, vores far blev ikke bare slået ihjel af et par korrupte færdselsbetjente,” hviskede hun stille og fast. “Han opdagede et stort kriminelt netværk helt i toppen af politiet. Og den mand, der leder det… den mand, der gav ordren i stenbruddet… er onkel Marcus.”

Noah stirrede på hende, som om hun havde talt et fremmedsprog. Hans læber bevægede sig lydløst, før ordene kom ud: “Marcus? Men… han gav mig fars gamle kompas i fødselsdagsgave i sidste uge. Han græd i kirken, Amanda!”

“Jeg ved det, skat. Og derfor er han så farlig. Jeg har fars originale beviser lige her i denne mappe. Marcus ved, at jeg har dem, og han leder efter os lige nu.”

Noah sank en klump, men til Amandas forbløffelse begyndte han ikke at græde. I stedet rettede han ryggen, og det der velkendte, stædige udtryk, som Elias altid havde haft, viste sig i hans ansigt.

“Hvad gør vi så?” spurgte han. “Vi kan ikke lade ham slippe afsted med det. Ikke efter alt det, far gjorde.”

“Vi skal til København,” sagde Amanda. “Far skrev en instruks i mappen om, at beviserne kun må afleveres personligt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed eller Rigsadvokaten derovre. Men togstationen og færgen vil være det første sted, Marcus sætter folk til at overvåge. Vi har brug for hjælp til at komme ud af byen.”

Hun kiggede på uret på væggen. Klokken var 16:20. Statsadvokatens kontor lå i retsbygningen blot tre gader fra biblioteket, og embedsmændene havde normalt åbent til klokken sytten.

“Bliv her på læsesalen,” sagde Amanda og rakte et af de tre små hukommelseskort fra sin lomme til Noah. “Læg det her ned i din venstre strømpe, helt nede under foden. Det er en fuld kopi af alt i mappen. Hvis der sker mig noget, eller hvis jeg ikke er tilbage om præcis femogfyrre minutter, går du direkte hen til chefen for biblioteket, ringer 112 og beder dem om at sende både pressen fra TV-stationen og politiet herhen på samme tid. Så tør Marcus ikke røre dig.”

“Hvor går du hen?” spurgte Noah og greb fat i hendes ærme.

“Jeg går hen til den mand, der gav os nøglen til sandheden.”

Dobbeltspillet i retsbygningen

Retsbygningen var en tung, nyklassicistisk bygning med brede granitsøjler. Da Amanda gik op ad trapperne med mappen gemt i en plastikpose, hun havde fundet på biblioteket, spejdede hun nervøst til alle sider. Ingen politibiler holdt foran indgangen.

Hun gik gennem metaldetektoren – der ikke bipede af papirerne og diktafonen af plastik – og gik direkte op ad den brede marmortrappe til anden sal, hvor statsadvokaturens kontorer lå. Gangene var ved at tømmes for ansatte, der var på vej hjem i novembermørket.

Hun fandt døren med messingskiltet: Martin Lind – Senioranklager.

Hun bankede ikke på, men trykkede håndtaget ned og trådte direkte ind i forkontoret. Sekretærens plads var tom; computeren var slukket. Døren ind til selve Linds kontor stod på klem, og et varmt lys strømmede ud.

Amanda gik derhen og skubbede døren op.

Martin Lind, en tyndhåret mand i halvtredserne med briller i stålstel, stod ved sit skrivebord og var ved at pakke sin dokumentmappe. Da han så Amanda træde ind, tabte han en stak papirer ned på gulvtæppet.

“Frøken Vey!” udbrød han og kiggede forskrækket ud på gangen bag hende. “Hvad i alverden laver De her? De må ikke være her!”

Amanda lukkede døren bag sig og drejede nøglen om i låsen. Hun gik hen til hans skrivebord og lagde det gule logbogsudklip med Projekt Natugle og den lille messingnøgle 409 foran ham.

“Det var Dem, der lagde dem i min postkasse i går aftes,” sagde hun lavt. “Elias skrev i sine noter, at De havde fået kolde fødder, lige før han blev dræbt. De beholdt nøglen fra hans beslaglagte jakke, da hans bil blev fundet, eller måske havde De den fra hans skrivebord på stationen for syv år siden. De ville have Marcus Holm ned med nakken, men De var for bange til selv at hente kassen ved færgelejet, fordi Holm overvåger Dem.”

Martin Lind sank ned i sin kontorstol. Han tog brillerne af og gned sig i ansigtet med begge hænder. Han så pludselig tyve år ældre ud.

“Jeg anede ikke, at de ville slå ham ihjel, Amanda,” hviskede Lind, og hans stemme knækkede. “Jeg sværger. Dengang for syv år siden handlede det kun om at se gennem fingre med nogle beslaglagte penge for at dække en spillegæld, jeg var havnet i. Holm havde beviser mod mig og pressede mig til at underskrive frigivelserne. Da Elias opdagede det og talte med mig, ville jeg tilstå alt. Men to dage senere forsvandt han. Og morgenen efter lagde Marcus Holm et patronhylster på mit skrivebord – den samme kaliber, som blev brugt til at dræbe Elias. Han sagde, at mine fingeraftryk var på æsken, patronen kom fra. Hvis jeg åbnede munden, ville jeg ryge i fængsel for medvirken til overlagt mord på en politimand.”