“En ung kvinde, der aldrig kom sig over sorgen efter farens begravelse,” svarede Marcus koldt. “Hun kørte ud til hans gamle yndlingssted ved fjorden og gik i vandet. Ingen vil stille spørgsmålstegn ved det. Find hende.”

Amanda holdt vejret, mens det iskolde skumsprøjt fra bølgerne ramte hendes ben. Hendes hjerte hamrede så voldsomt mod ribbenene, at hun var bange for, at de kunne høre det. Hvis de kiggede ud gennem den brækkede fragtluge, ville de se hendes fodspor i mudderet på stenene.

Hun kiggede langs stensætningen under molen. Tyve meter længere fremme lå roklubbens udendørs stativer med kajakker, og lige bag dem lå et tæt buskads af havtorn og hybenroser, der førte op mod den gamle jernbanedæmning.

Hun kunne ikke komme tilbage til sin egen bil; de ville vente ved den. Og hun havde en endnu mere presserende rædsel i tankerne: Klokken var næsten tre. Om en halv time ville Noah få fri fra skole og gå alene hjem til det tomme hus. Hvis Marcus fandt ud af, at hun var sluppet væk med beviserne, ville han vide, at hendes første stop ville være at hente sin bror.

Amanda begyndte at kravle fremad over de glatte, tangbeklædte sten. Hendes hænder blev skåret til blods på skarpe blåmuslinger, men hun ænsede ikke smerten. Hun holdt sig tæt ind under molens udhæng, ude af syne oppe fra kajkanten.

Bag sig hørte hun fragtlugen blive sparket helt op.

“Hun er kravlet ud her!” råbte manden i uldfrakken.

Amanda rejste sig halvt op og spurtede de sidste meter over stenene, klatrede op over den lave betonmur ved roklubben og kastede sig ind i det tætte, tornede krat ved jernbanedæmningen. Tornene flåede i hendes jakke og ansigt, men det tætte løv og den tiltagende efterårståge fra fjorden skjulte hende øjeblikkeligt.

Et enkelt skud med lyddæmper smældede som et piskesmæld bag hende, og en flis af beton sprang af muren, hvor hun netop havde stået.

Hun så sig ikke tilbage. Hun kravlede på alle fire op ad den stejle skråning til de nedlagte jernbanespor, kom på benene og løb alt, hvad hun kunne, langs svellerne ind mod industriområdet. Hun kendte disse stier fra sin barndom. To hundrede meter fremme delte sporet sig ved en gammel skifteprotokol, og derfra gik en smal gangbro over åen direkte ind til baggården ved et stort tømmerhandelsfirma, hvor der altid var masser af mennesker og lastbiler i bevægelse.

Fem minutter senere stod hun stakåndet og rystende bag en stabel tømmer på tømmerhandlens plads. Hun trak sin mobiltelefon frem – og stoppede brat.

Hvis Marcus Holm var kommissær i afdelingen for organiseret kriminalitet, kunne han få hendes telefon sporet på få minutter under dække af en akut eftersøgning.

Hun åbnede telefonens bagbeklædning, rev batteriet og SIM-kortet ud og smed begge dele ned i en åben regnvandstønde. Derefter løb hun ud på hovedgaden, hvor en taxa netop havde sat en kunde af ved et busstoppested.

Hun rev døren op og satte sig ind på bagsædet. Taxachaufføren kiggede forskrækket i bakspejlet på hendes forrevne ansigt og våde, mudrede bukser.

“Er du okay, frøken?”

“Jeg er faldet på cyklen nede ved stien,” sagde Amanda hurtigt og tvang sig til at trække vejret roligt, mens hun fandt en hundredkroneseddel frem fra sin lomme. “Kør mig til Østerbro Skole, så hurtigt du overhovedet kan. Min lillebror venter.”

Kapløbet om Noah

Klokken var 15:22, da taxaen drejede ind på vejen ved Østerbro Skole. De fleste elever var allerede gået hjem, og skolegården lå næsten tom i det grå eftermiddagslys. Amanda bad chaufføren holde tyve meter fra porten, betalte og spejdede febrilsk ud ad ruden.

Noah var der ikke.

Hun sprang ud af taxaen og løb hen til cykelstativerne. Noahs sorte mountainbike var væk. Han var allerede kørt hjemad.

Turen på cykel fra skolen til deres rækkehus tog normalt ti minutter ad cykelstien langs parken. Hvis Marcus havde ringet til en patruljevogn eller sendt en af sine egne folk direkte fra havnen til deres adresse, ville Noah køre lige i armene på dem.

Amanda løb hen til en kvinde, der stod ved kantstenen og var ved at spænde sit barn fast i en bilstol.

“Undskyld!” sagde Amanda desperat. “Mit batteri er dødt, og det er en nødsituation med min lillebror. Må jeg låne din telefon til et enkelt opkald? Jeg ringer på medhør, du kan bare holde den selv!”

Kvinden kiggede tøvende på Amandas skrammer, men så den ægte panik i hendes øjne og rakte hende telefonen. Amanda tastede Noahs nummer, som hun kunne udenad.

Det ringede. Én gang. To gange. Tre gange.

Kom nu, Noah. Tag den, tag den!

“Hallo?” lød Noahs stemme, akkompagneret af lyden af vind i mikrofonen. Han cyklede.

“Noah, det er Amanda! Hvor er du lige nu?”

“Jeg er lige ved indgangen til parkstien, jeg er hjemme om tre minutter. Hvorfor ringer du fra et fremmed nummer?”