“Jeg elskede din far som en bror, Amanda,” sagde Marcus lavt. “Jeg prøvede at redde ham! Jeg gav ham chancen for at blive en del af fremtiden. Vi har risikeret vores liv i gaderne i tredive år for en ussel tjenestemandsløn, mens kriminelle og korrupte politikere svømmer i millioner. Det, vi tog, var penge og varer fra skurke, der alligevel havde fortabt deres ret til dem. Elias behøvede blot at kigge den anden vej. Men hans forbandede selvretfærdighed gjorde det umuligt. Han tvang min hånd den nat. Det var ham eller os alle sammen.”

“Han var en rigtig politimand,” hviskede Amanda. “Du er bare en tyv med et skilt.”

Marcus sukkede tungt og rakte hånden frem. “Giv mig mappen og diktafonen, Amanda. Hvis du afleverer dem nu og fortæller mig, hvor Noah er, sværger jeg, at der ikke vil ske din lillebror noget. Martin her… har desværre taget sit eget liv i kælderen på grund af korruptionsanklager, og du var et uheldigt vidne, der kom i vejen.”

“Gør det ikke, Amanda!” råbte Lind pludselig. I et desperat anfald af mod, født af visheden om sin egen død, kastede den midaldrende anklager sig sidelæns direkte ind i manden med uldfrakken og greb fat i hans våbenarm.

“Løb, pige!” skreg Lind.

Et dæmpet puf lød fra lyddæmperen, og Lind sank sammen med et støn og greb sig til skulderen, men hans vægt trak skytten med ned mod betongulvet i et sekunds forvirring.

Amanda tøvede ikke. Hun vidste, hun ikke kunne løbe op ad udkørselsrampen – Marcus stod lige foran den og var allerede i færd med at trække sit eget tjenestevåben fra hylstret. I stedet sprintede hun ind mellem rækkerne af parkerede biler mod den tunge branddør i det bagerste hjørne af kælderen, hvor der stod Nødudgang – Trappetårn.

Et skud bragede – uden lyddæmper denne gang, fra Marcus’ tjenestepistol – og lyden rungede øredøvende mellem betonvæggene. Sidespejlet på en parkeret bil en halv meter fra Amandas hoved eksploderede i tusind stykker.

Hun kastede sig mod branddørens tværgående metalstang. I samme øjeblik døren gik op, lød den skærende, hylende tone fra retsbygningens centrale brandalarm gennem hele komplekset. Røde blinklys begyndte at rotere i loftet.

Amanda styrtede op ad betontrapperne til stueetagen, slog døren op til forhallen, hvor vagterne ved sikkerhedskontrollen nu løb forvirrede rundt på grund af alarmen og lyden af skuddet fra kælderen, og hun løb direkte ud gennem svingdørene i den kolde novemberskumring.

Hun spildte ikke et sekund på at tale med vagterne; hvis Marcus kom op ad trappen om ti sekunder med sit politiskilt løftet og råbte, at hun var en bevæbnet gerningsmand, ville vagterne holde hende tilbage for ham.

Hun løb på tværs af gaden gennem den tætte myldretidstrafik, mens bilerne dyttede og bremsede hårdt op omkring hende, og styrtede ind gennem hovedindgangen til biblioteket.

En fars sidste fælde

Hun tog trapperne til anden sal i tre spring og løb ind på læsesalen. Noah sad stadig ved leksikonreolen, men var sprunget op ved lyden af sirenerne ude på gaden, der nu begyndte at nærme sig retsbygningen.

“Noah, kom! Nu!”

Hun greb hans hånd, og de løb ned ad bagtrappen, som førte ud til bibliotekets gårdhave og cykelparkering.

“Hvad med anklageren?” gispede Noah, mens de løb.

“Marcus var der. Han skød ham. Vi kan ikke tage ud af byen nu, Noah – Marcus vil få lukket alle udfaldsveje og togstationen inden for fem minutter under påskud af skyderiet i retsbygningen. Vi er i en fælde.”

De stod i skyggen under et halvtag i gårdhaven. Sirenerne hylede nu fra alle retninger i bymidten. Blå blink oplyste de våde hustage.

Noah kiggede på den sorte mappe i Amandas hænder, og så på hende. “Du sagde, at hvis vi ikke kunne komme væk, skulle vi søge ly i flokken. Men hvor er der mennesker nok på dette tidspunkt, som Marcus ikke kan kontrollere eller true til tavshed?”

Amanda stirrede ud gennem gitterporten mod rådhuspladsen to gader væk.

Pludselig kom hun i tanke om datoen. Det var tirsdag den 17. november.

På rådhuset blev der i aften afholdt det årlige budgetmøde og pressekonference for hele regionen, hvor borgmesteren, samtlige byrådsmedlemmer, journalister fra de landsdækkende tv-stationer – og vicepolitimester Henrik Vestergaard – var samlet i byrådssalen, og det hele blev transmitteret direkte på lokal-tv og streamet på nettet.

Hvis hun gik til en enkelt journalist, kunne historien blive stoppet af en redaktør eller et polititilhold. Hvis hun gik ind på en politistation, ville beviserne forsvinde.

Men hvis de gik direkte ind i løvens hule, foran rullende kameraer og hundrede vidner…

“Har du stadig hukommelseskortet i din strømpe?” spurgte Amanda hurtigt.

Noah nikkede.

“Og du har din fars sølvmønt i lommen?”

Noah klappede på sin bukselomme. “Altid.”

Amanda tog diktafonen op af lommen, tjekkede at den var spoleret tilbage til det nøjagtige sted, hvor Elias nævnte navnene på Marcus Holm og Vestergaard, og rakte den til Noah.