Isabelle var steget ind.
Ikke frivilligt, ifølge Mireille.
To mænd befandt sig indenfor.
— Ringede De til politiet?
Mireille sænkede hovedet.
— Jeg prøvede.
— Og?
— De spurgte mig, om jeg havde beviser.
— De havde lige set en kvinde blive ført bort mod sin vilje!
— Deres far var Henri Beaumont.
Dette svar var nok.
Dengang åbnede navnet Beaumont mange døre.
Og lukkede andre.
Mireille var blevet truet to dage senere.
Man havde fortalt hende, at hvis hun fortsatte med at stille spørgsmål, ville hendes bror miste sit arbejde, og hendes mor ville blive sat ud af sin bolig.
Hun havde været bange.
— Så De tav i fireogtyve år?
Smerten i Alexandres stemme var næsten værre end en anklage.
Mireille nikkede.
— Ja.
— De lod mig tro, at hun havde forladt mig.
— Ja.
— Hvorfor tale nu?
Mireille så på kjolen.
— Fordi jeg troede, den var blevet ødelagt.
Alexandre rynkede panden.
— Ødelagt?
— Deres far havde beordret, at man skulle skaffe alt af vejen, som hun bar den nat.
— Så hvordan er kjolen her?
Ingen svarede.
Camille vendte sig mod salonens direktør, som var blevet tilkaldt i mellemtiden.
— Hvem solgte den til Dem?
Manden kiggede i sin mappe.
— Den blev ikke solgt.
— Hvad mener De?
— Den blev indleveret.
— Af hvem?
Direktøren tøvede.
— En ældre kvinde.
— Navn?
— Hun nægtede at opgive det.
Alexandre rykkede tættere på.
— Hvornår?
— For tre dage siden.
Mireille blegnede.
— Beskriv hende.
Direktøren omtalte en kvinde på omkring halvfjerds år.
Høj.
Meget slank.
Hvidt hår klippet i en page.
Et diskret ar nær det højre øjenbryn.
Mireille førte en hånd op til munden.
— Hvad? spurgte Alexandre.
Hun så på ham.
— Deres mor havde præcis det ar.
Rummet syntes at skrumpe.
Alexandre stod som forstenet.
— Siger De til mig, at Isabelle er i live?
— Jeg siger, at denne kvinde ligner hende.
Direktøren tilføjede:
— Hun efterlod også dette.
Han åbnede en skuffe.
En cremefarvet kuvert.
På forsiden:
Til Alexandre.
Alexandre tog den med rystende hænder.
Indeni var en lille nøgle.
Og en adresse.
Rue des Violettes, Saint-Cloud.
Ingen besked.
Kun disse to ting.
Camille hviskede:
— Vi bør ringe til politiet.
Alexandre rystede på hovedet.
— Ikke endnu.
Mireille trådte nærmere.
— Hvis det virkelig er hende, er hun måske bange.
Alexandre klemte om nøglen.
— Så vil jeg vide for hvad.
En time senere stod de foran et gammelt hus i Saint-Cloud.
Alexandre.
Mireille.
Og Camille.
Nøglen åbnede døren.
Indenfor var alt stille.
På et bord stod et fotografi.
En dreng på fjorten år.
Alexandre.
Bagpå:
«Jeg har set dig vokse op på afstand. Tilgiv mig.»
Alexandre satte sig ned.
For første gang i årevis græd han.
Så lød en stemme fra gangen.
— Alexandre?
Han løftede hovedet.
En ældre kvinde stod foran dem.
Hvidt hår.
Spinkel skikkelse.
Ar ved øjenbrynet.
Mireille brød ud i gråd.
— Isabelle…
DEL 3 — HVORFOR HUN ALDRIG VAR VENDT TILBAGE
Alexandre bevægede sig ikke.
Han havde drømt om dette øjeblik som barn.
Så havde han lært ikke længere at tro på det.
Isabelle nærmede sig langsomt.
— Jeg er ked af det.
Han rejste sig.
— Hvorfor?
Hans stemme rystede.
— Hvorfor fireogtyve år?
Isabelle lukkede øjnene.
— Fordi din far overbeviste mig om, at han ville gøre dig fortræd, hvis jeg vendte tilbage.
Alexandre trådte tilbage.
Hun forklarede ham det.
Efter gallafesten havde Henri ført hende til en isoleret ejendom.
Han havde opdaget kopierne af hendes sagsakter.
Men ikke kuverten syet ind i kjolen.
Isabelle var blevet tilbageholdt i adskillige dage.
Så havde Henri tilbudt hende en aftale.
Rejs væk.
Kontakt aldrig Alexandre.
Til gengæld ville han hverken røre deres søn eller Isabelles forældre.
Isabelle havde accepteret.
— Jeg burde være vendt tilbage før.
— Ja.
Hun tog ordet til sig.
— Ja.
I de første år havde hun boet i Belgien under et andet navn.
Derefter i Schweiz.
Hun havde fulgt Alexandre på afstand.
Hans studier.
Hans første job.
Henris død for seks år siden.
— Hvorfor ikke vende tilbage efter hans død?
— Fordi jeg ikke vidste, hvem omkring ham der stadig var involveret.
Isabelle så på Camille.
Så på Mireille.
— Og fordi jeg skammede mig.
Hun havde ladet tiden forvandle frygten til et fængsel.
Alexandre stillede et spørgsmål.
— Kjolen?
Isabelle nikkede.
— Jeg havde fået fat i den, før jeg rejste.
Den berømte kuvert syet ind i foret indeholdt kopier af Henris hemmelige konti.
Hun havde gemt dem.
Disse dokumenter havde ikke længere kun en juridisk værdi.
De beviste også, at Henri havde arrangeret Isabelles forsvinden.
Efter hans død var flere tidligere forretningsforbindelser begyndt at kontakte Isabelle.
Nogle ville købe hendes tavshed.
Andre ville hjælpe hende.
Hun havde ventet.
