Men det mest rystende øjeblik under retssagen kom på tredjedagen, da en pensioneret politikommissær blev indkaldt som vidne. Manden, der nu var svagelig og støttede sig til en stok, indrømmede under ed, at han i november 1982 personligt havde modtaget en instruks fra det daværende indenrigsministerium om at henlægge enhver efterforskning af Isabelle Beaumonts forsvinden som en ‘frivillig udrejse’.
— Hvorfor efterkom De den instruks? spurgte anklageren med isnende ro.
Den gamle politimand kiggede ned i gulvet.
— Fordi Henri Beaumont havde beviser for uregelmæssigheder begået af ledende politikere. Han holdt alle i et jerngreb. Hvis Isabelle Beaumont havde talt dengang, var regeringen faldet, og tre store industrikoncerner ville være gået konkurs. Vi fik at vide, at nationens stabilitet var vigtigere end én kvindes ægteskabelige stridigheder.
En lav hvisken bølgede gennem retssalen. Alexandre lukkede øjnene. Han mærkede Camilles hånd glide ind i sin. Hendes greb var fast og varmt.
Han tænkte på sin egen barndom i det enorme palæ på Avenue Foch. Han huskede de mange middage med ministre, ambassadører og bankdirektører, der bøjede sig for hans far med servil ærbødighed. Henri havde fremstået som en titan, en mand af uangribelig integritet og patriotisme. Og hele tiden, under den polerede overflade, havde fundamentet været bygget på trusler, afpresning og en kvindes tvungne eksil.
Efter retsmødet trængte journalisterne sig frem mod Alexandre på trapperne foran retsbygningen. Mikrofoner blev skubbet op mod hans ansigt, og stemmerne overdøvede hinanden i et kaotisk kor:
— Hr. Beaumont! Vidste De noget om dette som ung?
— Alexandre Beaumont, agter De at tilbagebetale de midler, Deres far ulovligt tilegnede sig?
— Hvor befinder Deres mor sig i dag? Vil hun vidne personligt?
Alexandre stoppede op midt på de brede stentrin. Camille forsøgte at trække ham videre mod den ventende bil, men han rystede blidt på hovedet. Han så direkte ind i kameraernes linser.
— Min mor kommer ikke til at vidne i denne retssal, sagde han med en stemme, der skar igennem støjen med uventet autoritet. Hun har allerede aflagt sit vidnesbyrd. Det gjorde hun for fireogtyve år siden, da hun risikerede sit liv for at samle disse dokumenter, og hun gjorde det igen, da hun efterlod sin kjole i salonen. Hun skylder ikke denne nation flere ord.
Han holdt en kort pause, mens stilheden bredte sig blandt journalisterne.
— Hvad angår de penge, min far uretmæssigt tilegnede sig, fortsatte han, så har jeg i morges underskrevet dokumenterne, der opløser Beaumont-fonden i dens nuværende form. Hver eneste euro, der kan spores tilbage til ulovlige overførsler, vil blive overført til en uafhængig fond, der skal støtte ofre for økonomisk kriminalitet og magtmisbrug. Jeg frasiger mig enhver arv, der stammer fra min fars kriminelle handlinger.
En journalist fra Le Figaro råbte:
— Hvad vil der så være tilbage af Deres formue, hr. Beaumont?
Alexandre så på manden. Et lille, næsten umærkeligt smil viste sig ved hans mundvige — ikke af arrogance, men af en dyb, nyvunden frihed.
— Lige præcis nok til, at jeg kan se mig selv i spejlet uden skam, svarede han.
Han vendte sig om og førte Camille ned ad trapperne og ind i bilen, som langsomt gled ud i den parisiske vintertrafik og efterlod pressen i forbløffet tavshed.
DEL 7 — SKYGGER FRA FORTIDEN
Selvom de juridiske processer gik deres gang, slap fortiden ikke sit greb så let. Nogle mænd giver ikke op, blot fordi loven indhenter dem, og Henri Beaumont havde haft allierede, hvis loyalitet ikke bundede i beundring, men i frygt for deres egen undergang.
Få dage før jul modtog Alexandre et opkald på sin private telefon. Nummeret var skjult.
— Alexandre? lød en stemme, tør og raspende som sandpapir.
— Hvem taler?
— En gammel ven af huset. Du kender mig måske ikke af navn, men jeg sad ved din fars bord, da du var en lille dreng, der spildte chokolade på silkedugene. Du er i færd med at ødelægge ting, du ikke forstår rækkevidden af.
Alexandre rettede ryggen. Han stod i køkkenet i sin lejlighed og betragtede den grå himmel over Seinen.
— Hvis De har noget at sige, bør De sige det til undersøgelsesdommeren, svarede han koldt.
Manden i den anden ende lo en kort, hæs latter.
— Dommerne kommer og går, min dreng. De er embedsmænd med fast månedsløn. Men vi, der byggede dette lands industri op efter krigen, vi forsvinder ikke så let. Din mor burde være blevet i Schweiz. Hun havde et godt liv der. Et stille liv. Ved at bringe hende tilbage, og ved at åbne de gamle bøger, har du bragt folk i fare, som intet har med Henri at gøre.
— Truer De mig?
