Døren til forstuen gik op med et sagte klik. Camille kom ind, iført en tyk, ulden cardigan over sit nattøj. Hun bar to kopper sort kaffe. I løbet af de seneste måneder havde hun forandret sig mærkbart. Den lette, distancerede elegance, som tidligere definerede hendes færden i de parisiske saloner, var blevet erstattet af en afdæmpet alvor. Hun havde ikke forladt ham, da skandalen ramte forsiderne, men hun havde insisteret på, at de lærte at kende hinanden forfra.
— Du sover stadig ikke, sagde hun og stillede den ene kop foran ham på det mørke mahogni.
Alexandre kiggede op. Hans øjne var omkranset af mørke rande, men det rastløse, hule blik, som han havde båret på i så mange år, var forsvundet.
— Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg min fars håndskrift på disse bilag, sagde han med lav stemme. Han betalte folk for at overvåge hende. Først troede jeg, at han blot ville beskytte sine forretninger. Men da jeg læste hans personlige breve til sagførerne i Lausanne… forstod jeg, at det handlede om magt. Han kunne ikke bære, at der fandtes et menneske, han ikke ejede fuldstændigt.
Camille satte sig på kanten af stolen overfor ham og betragtede hans profil.
— Du ejer ikke nogen, Alexandre. Og ingen ejer dig. Det er forskellen mellem dig og Henri.
— Er det? spurgte han og rørte ikke ved kaffen. For få måneder siden smed jeg penge i en papirkurv for at ydmyge en kvinde, der gjorde sit arbejde. Jeg var hans søn helt ind i knoglerne, Camille. Hvis Mireille ikke havde sagt den sætning, hvis hun blot havde bøjet nakken og samlet sedlen op… hvor var jeg så endt?
— Men hun sagde det, svarede Camille roligt. Og du lyttede. Din far ville have fået hende fyret inden solnedgang. Du valgte at gå ind på et kontor og høre sandheden. Man kan ikke ændre sit udgangspunkt, men man kan ændre den retning, man går i.
Samtalen døde ud, som den ofte gjorde i disse uger, ikke i bitterhed, men i en fælles erkendelse af, at nogle sår krævede tid, stilhed og frem for alt handling for at hele.
Senere samme formiddag kørte Alexandre ud mod Saint-Cloud. Huset på Rue des Violettes var beskedent sammenlignet med de ejendomme, Beaumont-familien ejede i det sekstende arrondissement og ved kysten i Biarritz. Det var et gammelt stenhus med skodder af afskallet grøn maling og en lille have, hvor ukrudtet voksede vildt mellem visne rosenbuske. Isabelle havde nægtet at flytte til en af familiens boliger. Hun havde insisteret på at blive i huset, som hun havde lejet i hemmelighed gennem en stråmand i månederne op til sin tilbagevenden.
Da Alexandre trådte ind ad havelågen, fandt han sin mor siddende på en simpel træbænk i det blege formiddagssolskin. Hun var svøbt i et gråt sjal, og i hendes skød lå en skitseblok. Hendes hænder, der engang havde været vant til de fineste stoffer og dyreste smykker, bar præg af årtiers anonymitet og praktisk arbejde. Huden var tynd, årerne tydelige, men hendes greb om blyanten var fast.
— Du kommer tidligt, Alexandre, sagde hun uden at løfte blikket fra papiret.
— Jeg kunne ikke sove, svarede han og gik hen til hende. Hvad tegner du?
Isabelle vendte blokken en smule mod ham. På det hvide papir var omridset af et mønster. Det lignede en ranke af vilde roser, præcis som dem, der engang var blevet broderet på hendes gallakjole, men linjerne var anderledes; de snoede sig friere, uden den stive symmetri, som haute couture i 1980’erne havde dikteret.
— Jeg prøver at huske, hvordan det føltes at skabe noget, blot fordi det var smukt, sagde hun dæmpet. I fireogtyve år har mine tanker kun handlet om at overleve. Om ikke at efterlade spor. Når man lever sådan, holder man op med at se detaljerne i verden. Man ser kun flugtveje og trusler.
Alexandre satte sig på bænken ved siden af hende. Afstanden mellem dem, som engang var et uoverstigeligt svælg på fireogtyve år, føltes nu mindre overvældende, men den var der stadig. Den viste sig i de små tøvende pauser, i den forsigtighed, hvormed de valgte deres ord.
— Rigsadvokaten ringede i morges, sagde Alexandre. De har formelt rejst tiltale mod de to tidligere direktører for fonden. De har tilstået, at de modtog hemmelige instrukser fra min far helt frem til hans død. Der bliver en retssag, mor. En offentlig retssag.
Isabelle lagde blyanten fra sig. Hendes fingre rørte ved det lille, fine ar ved hendes højre øjenbryn — det ar, som Mireille havde husket efter et kvart århundrede.
— Er du bange for det, Alexandre?
— Jeg er bange for, hvad det vil gøre ved dig, sagde han ærligt. Du har tilbragt halvdelen af dit liv i skyggen. Nu vil pressen have fat i dig. De vil have billeder, interviews, overskrifter om ‘milliardærfruen, der vendte tilbage fra de døde’. De er ligeglade med din smerte; de vil have en sensation.
