— Jeg advarer dig. Nogle dokumenter mangler stadig i den stak, du gav til politiet. De vedrører jordkøbene i Normandiet i 1985. Find dem, Alexandre. Overdrag dem til mig, og lad resten ligge. Gør du ikke det, kan ulykker let ske. Din mor er en gammel kvinde. Hendes hjerte er svagt. Det ville være en skam, hvis hun ikke fik lov at opleve foråret i Saint-Cloud.
Forbindelsen blev afbrudt med et tørt klik.
Alexandres puls hamrede i tindingerne. For et øjeblik mærkede han den gamle, lammende panik — den frygt, som hans far altid havde indpodet i sine omgivelser. Men denne gang fulgte vreden hurtigt efter. En kold, fokuseret vrede.
Han ringede ikke til politiet med det samme. Han vidste af bitter erfaring, at en anonym trussel sjældent førte til handling hos myndighederne uden konkrete spor. I stedet kørte han direkte ud til Saint-Cloud.
Da han ankom, fandt han huset roligt. Isabelle sad i stuen med en kop te foran den tændte pejs. På bordet lå et brev med schweizisk frimærke.
— Mor, sagde han og satte sig overfor hende uden at tage sin frakke af. Har der været nogen her i dag? Har du set ukendte biler i gaden?
Isabelle kiggede roligt på ham over kanten af sin tekop. Hendes gråblå øjne var klare.
— Du har fået et opkald fra Édouard Vaneau, ikke sandt?
Alexandre spærrede øjnene op.
— Vaneau? Den tidligere formand for industrirådet? Var det ham?
Isabelle nikkede langsomt. Hun pegede på brevet på bordet.
— Det er fra min gamle advokat i Genève. Édouard Vaneau har forsøgt at få adgang til min gamle bankboks derhenne. Han troede, at jeg havde gemt de originale skøder fra Normandiet dér. Han er desperat, Alexandre. De jordkøb var ikke blot ulovlige spekulationer; de dækkede over en massiv deponering af giftigt industriaffald på statens regning. Hvis de papirer kommer frem, mister Vaneau og hans familie alt, hvad de ejer.
— Har du de dokumenter? spurgte Alexandre med dæmpet stemme.
Isabelle smilede et svagt, træt smil. Hun rystede på hovedet.
— Nej. De blev brændt for fireogtyve år siden.
— Brændt?
— Den nat, din far førte mig til landstedet, tvang han mig til at se på, mens han brændte dem i kaminen. Han troede, at han ved at tilintetgøre papirerne udslettede sin egen forbrydelse. Men Vaneau ved ikke, at de er borte. Han har levet i fireogtyve år i frygt for, at jeg bar dem med mig som et våben.
Alexandre sank tilbage i lænestolen. Kontrasten mellem hans fars kyniske magtspil og den virkelighed, de nu stod i, var næsten grotesk. Disse mænd, der havde behersket Frankrigs finansverden, havde i årtier været lammet af frygt for en spinkel kvinde og en bunke aske.
— Så Vaneau jager et spøgelse, hviskede Alexandre.
— Ja, sagde Isabelle. Men et spøgelse kan stadig være farligt, hvis manden, der ser det, er bevæbnet. Vi må fjerne hans frygt, Alexandre. Ikke ved at bøje os, men ved at lade ham forstå, at hans tid er forbi.
To dage senere mødtes Alexandre med Édouard Vaneau på en neutral café nær Parc Monceau. Den ældre rigmand sad ved et afsides bord i en mørk uldfrakke med pelskrave, bleg og med nervøse trækninger om munden.
Alexandre satte sig uden at hilse. Han lagde en lille metalæske på bordet mellem dem.
— Hvad er det? spurgte Vaneau med hæs stemme.
— Det er asken af de dokumenter, De leder efter, sagde Alexandre koldt. Min far brændte dem den 14. november 1982 foran min mor. Der findes ingen kopier. Der findes ingen hemmelige bokse i Genève. Deres hemmelighed om jorden i Normandiet er for evigt begravet under asken.
Vaneau stirrede på æsken, som om den indeholdt dynamit. Hans hænder rystede let, da han førte dem frem mod den.
— Hvorfor… hvorfor giver du mig dette? Hvorfor afleverede du det ikke til anklageren?
— Fordi man ikke kan retsforfølge aske, svarede Alexandre og lænede sig frem. Men lyt godt efter, hr. Vaneau. Hvis De nogensinde ringer til mig igen, hvis De eller Deres folk så meget som nærmer sig huset i Saint-Cloud eller værkstedet i Rue de Charonne, så går jeg til pressen med hele historien om denne samtale. Jeg har optaget hvert eneste ord, De sagde i telefonen for to dage siden, og det ligger allerede hos min advokat med instrukser om offentliggørelse, hvis der sker min mor eller Camille det mindste. Forstår De mig?
Vaneau så op på ham. I den gamle mands øjne var der ikke længere magt eller arrogance, kun den tomme, afmægtige skrøbelighed hos en mand, der har opdaget, at hans livsværk er bygget på sand.
— Din far… din far ville aldrig have givet slip på sådan en trumf, mumlede Vaneau.
Alexandre rejste sig og knappede sin frakke.
