Alexandre nikkede langsomt. Han mærkede ingen bitterhed over hendes ord; kun en dyb, forankret enighed.
— Mireille, sagde han efter en kort tavshed. Jeg har talt med museet igen. Direktøren vil gerne lave en særudstilling til efteråret om haute couturens glemte hænder — om syerskerne, brodøserne og påklæderskerne, der bar de store navne frem i lyset uden nogensinde selv at blive nævnt i programmerne. De vil have, at De og mor skal kuratere den.
Mireille så på Isabelle. De to kvinder udvekslede et hurtigt blik, hvori fireogtyve års fælles historie, hemmeligheder og gensidig respekt mødtes uden behov for ord.
Isabelle trak let på skuldrene med et smil.
— Hvad siger du, Mireille? Skal vi lade Paris vide, hvem der egentlig holdt nålen?
Mireille rettede på sine briller, og et sjældent, bredt smil lyste hendes markante ansigt op.
— Det er vel på tide, sagde hun. Vi har ladet mændene i smoking tale længe nok.
DEL 9 — BRYLLUPPET I SAINT-CLOUD
Sensommeren bragte en særlig ro over Saint-Cloud. Haven bag huset i Rue des Violettes var ikke længere forfalden; ukrudtet var blevet luget væk, de gamle rosenbuske var blevet beskåret og blomstrede nu i dybrøde og cremehvide nuancer, og under det store platantræ midt på græsplænen var der blevet sat langborde op dækket med hvide hørduge.
Det var ikke et bryllup, som boulevardpressen havde forventet af Alexandre Beaumont. Der var ingen fotografer bag hækken, ingen limousiner parkeret langs fortovet, og ingen gæster fra den parisiske finanselite, der kom for at vise deres smykker frem.
Der var knap fyrre mennesker til stede. Mireille og lærlingene fra værkstedet sad side om side med Camilles familie, nogle få nære venner og Isabelles gamle naboer fra Schweiz, som havde hjulpet hende i de svære år.
Camille bar en kjole, som værkstedet i Charonne havde syet til hende i fællesskab. Den var enkel, lavet af råhvid silke, uden pompøse skørter eller prangende pailletter, men langs halsudskæringen og ved håndleddene løb en fin, næsten usynlig ranke af vilde roser broderet med blege guldtråde — Isabelles eget design, udført sting for sting af Mireille og de unge piger.
Da ceremonien i den lille lokale kirke var forbi, samledes gæsterne i haven, mens eftermiddagssolen kastede lange, gyldne skygger over græsset. Latter og klirren af krystalglas fyldte luften, ledsaget af tonerne fra en cello og en violin, som to af musikkonservatoriets studerende spillede under træets grene.
Alexandre stod et øjeblik for sig selv ved havelågen og betragtede sceneriet. Han holdt et glas champagne i hånden, men drak ikke af det.
Isabelle kom hen til ham, iført en elegant mørkeblå dragt. Hun så på sin søn med et blik, der rummede al den kærlighed, som årtiers adskillelse ikke havde formået at slukke.
— Hvad tænker du på, Alexandre?
Han smilede og lagde en arm om hendes skuldre.
— Jeg tænker på den seddel, jeg smed i papirkurven for halvandet år siden.
Isabelle sukkede sagte.
— Mennesker gør frygtelige ting, når de er bange for at føle deres egen tomhed. Du var ikke en ond mand, Alexandre. Du var en ensom dreng, der råbte ad verden for at overdøve stilheden.
— Måske, sagde han. Men hvis Mireille ikke havde haft modet til at svare igen… hvis hun blot havde vendt sig om og gået sin vej… så havde jeg stået i et andet bryllup i dag. I et stort slot i Normandiet, omgivet af mennesker, der kun holdt af mit navn, mens du stadig sad her alene og kiggede på gamle fotografier.
— Men hun gik ikke, sagde Isabelle blidt. Nogle gange skal der kun ét menneske til for at ændre en hel families skæbne. Ét menneske, der nægter at acceptere en uretfærdighed.
I det øjeblik kom Camille gående hen over græsplænen mod dem med et stort smil. Hendes kjole fangede det sidste sollys og lyste svagt op. Bag hende kom Mireille bærende på en skål med friske figner fra havens eget træ.
— Kom herover, I to! råbte Camille. Mireille insisterer på at holde en tale, og hun nægter at gøre det, hvis brudgommen gemmer sig ved lågen!
Alexandre og Isabelle lo og gik hen mod bordene.
Mireille stillede skålen fra sig, tog en gaffel og slog let mod sit glas. Forsamlingen faldt til ro, og musikken stoppede. Hun rettede på sine briller, kiggede ud over de forsamlede gæster og lod til sidst sit blik hvile på Alexandre og Camille.
— Jeg er ikke en kvinde af mange ord, begyndte hun med sin dybe, rolige stemme. I det meste af mit liv har mit arbejde bestået i at lytte, mens andre talte, og at rette de fejl, som andre lavede i farten. Da jeg første gang mødte denne unge mand i salonen, troede jeg, at han var tabt for altid. Han lignede sin far så meget, at det gjorde ondt i mit hjerte at se på ham.
