— Det er derfor, De sidder alene her med en æske aske, hr. Vaneau. Og det er derfor, jeg går ud i dagslyset.
DEL 8 — ET NYT LIV I CHARONNE
Foråret kom til Paris med en eksplosion af lys og farver. Kastanjetræerne langs bulevarderne sprang ud i lysegrønt, og den tunge vinterkulde slap sit tag i byens gader.
I Rue de Charonne var L’Atelier d’Isabelle blevet en realitet. De store industrivinduer ud mod gaden lod det klare dagslys strømme ind over de lange borde af lyst egetræ. På væggene hang rammer med prøver på historiske broderiteknikker: guldtrådsarbejde fra det attende århundrede, silkedraperinger fra Napoleon-tiden og geometriske mønstre fra art déco-perioden.
Der var en konstant, rytmisk summen i lokalet. Otte unge kvinder og to unge mænd, alle udvalgt af Mireille fra Paris’ mindre bemidlede forstæder, sad bøjet over deres rammer. Nogle lærte at føre den fine tamburinnål gennem stramt spændt tyl; andre arbejdede med at restaurere antikke kirketekstiler under Isabelles kyndige vejledning.
Isabelle tilbragte tre formiddage om ugen i værkstedet. Hendes skikkelse var stadig spinkel, men hendes gang var blevet fastere, og den skyhed, der havde præget hende i de første måneder, var veget for en stille, autoritativ varme. Hun gik fra bord til bord, rettede en fingers stilling, viste hvordan man strammede en tråd uden at flække stoffet, og talte med de unge om materialernes sjæl.
Mireille styrede værkstedets daglige drift med fast hånd. Hun var værkstedets hjerte og organisatoriske rygrad. Hver morgen mødte hun ind klokken syv, tændte for kaffemaskinen, tjekkede ordrebøgerne og sørgede for, at der var ro og disciplin. De store modehuse, som i begyndelsen havde været tøvende, var langsomt begyndt at sende specialopgaver til værkstedet. De vidste, at den præcision og tålmodighed, som Mireille og Isabelle repræsenterede, ikke længere kunne findes andre steder i byen.
En fredag eftermiddag i maj trådte Alexandre ind ad døren. Han bar ikke længere de stive, mørke forretningsjakkesæt, der engang havde været hans rustning. Han bar en simpel mørkeblå linnedskjorte og mørke bukser.
Mireille stod ved sit skrivebord i hjørnet og gennemgik en faktura. Da hun så ham, lagde hun brillene fra sig med et lille smil.
— Alexandre. De kommer på et ubelejligt tidspunkt. Vi er midt i monteringen af et slør til en brudekjole til huset Dior. Hvis De træder på stoffet, koster det Dem en formue.
Alexandre lo dæmpet og blev stående i sikker afstand af det hvide silkestof, der flød over det centrale bord som en sky.
— Jeg har lært lektien, Mireille. Jeg rører ingenting uden tilladelse.
Isabelle kom hen til dem, tørrede sine hænder med et lille stykke stof og kyssede sin søn på kinden.
— Hvor er Camille? spurgte hun.
— Hun er i galleriet, svarede Alexandre. De åbner en ny udstilling med unge keramikere i aften. Hun bad mig hilse og sige, at hun henter dig til middag klokken otte.
Camille havde også fundet en ny vej. Hun havde brudt med det overfladiske jetset-liv, der engang havde udfyldt hendes kalender, og havde åbnet et lille, uafhængigt kunstgalleri i Marais-kvarteret, hvor hun gav plads til kunstnere, der ikke passede ind i de etablerede institutioners kasser. Hendes forhold til Alexandre var blevet dybere, renset for de forventninger og det sociale pres, der tidligere havde defineret dem begge.
Isabelle smilede og strøg en usynlig tråd af hans skulder.
— Hun arbejder for meget, sagde hun kærligt. Præcis ligesom dig.
— Vi har meget tid, vi skal indhente, mor, svarede han stilfærdigt.
Mireille trådte hen til dem med en lille trækasse i hænderne.
— Nu De er her alligevel, Alexandre, så kig på dette.
Hun åbnede låget. Indeni lå et stykke mørkeblåt silkestof, ikke større end et lommetørklæde. På stoffet var der broderet et indviklet mønster af små stjerner i sølv- og guldtråd. I midten var et lille symbol: en åben saks krydset med en fjerpen.
— Hvad er det? spurgte han.
— Det er vores lærlinges afgangsprøve, forklarede Mireille. Den første årgang afslutter deres kursus i næste uge. Pigen, der lavede dette, hedder Fatima. Hun voksede op i Saint-Denis, præcis som jeg gjorde. Hendes forældre kom fra Algeriet i halvfjerdserne. Da hun kom her for fire måneder siden, troede hun, at hun kun duede til at gøre rent på kontorer om natten. Se på stingene, Alexandre. De er perfekte. Ikke et eneste vakler.
Alexandre rørte forsigtigt ved det broderede stof. Trådene var så tætte og præcise, at de dannede et levende relief under hans fingre.
— Det er smukt, hviskede han.
— Ja, sagde Mireille og lukkede kassen blidt. Skønhed er ikke et privilegium for dem, der kan købe dyre kjoler. Det er en færdighed, der tilhører dem, der har tålmodighed til at skabe den med deres egne hænder. Deres far troede, at alting i denne verden kunne købes eller knuses. Han forstod aldrig, at et håndværk bærer en stolthed i sig, som ingen millionær kan tage fra en.
