Isabelle trak på skuldrene med en ro, der overraskede ham.
— De kan ikke tage noget fra mig, som din far ikke allerede har taget. Han tog mine unge år. Han tog din opvækst. Hvad kan en journalist i en avis gøre ved mig nu? Skrive dårligt om mig? Spekulere i mine motiver? Lad dem gøre det. Det eneste, der bekymrer mig, er dig. Du mistede din mor som fjortenårig, og nu har du mistet mindet om din far.
Alexandre så ud over den lille have. De nøgne grene svajede let i vinden.
— Min far eksisterede aldrig på den måde, jeg troede, sagde han. Den mand, jeg beundrede, var en opfindelse, han selv skabte for at holde mig i ave. Han lærte mig, at verden var opdelt i dem, der hersker, og dem, der adlyder. Han lærte mig, at penge var det eneste skjold mod foragt. Og jeg troede på ham, fordi jeg troede, at du havde forladt mig, fordi vi ikke betød nok. Nu ved jeg, at han var en tyv, der stjal os fra hinanden.
Isabelle lagde sin spinkle hånd over hans. Huden var kølig, men hendes berøring var fast og nærværende.
— Så lad os bygge noget op, som han ikke kan røre ved, hviskede hun.
DEL 5 — VÆRKSTEDET I RUE SAINT-DENIS
I ugerne efter deres samtale begyndte Alexandre at afvikle sine personlige engagementer i de selskaber, hans far havde kontrolleret. Han solgte sine aktier i de mest aggressive investeringsfonde og trak sig formelt fra de bestyrelser, der havde nydt godt af Henris skattefinter. Processen var kompliceret og vakte stor modstand i de parisiske finanscirkler, hvor man anså hans pludselige samvittighedskvaler for en form for forræderi mod sin egen klasse. Men Alexandre var ligeglad.
En regnfuld tirsdag eftermiddag kørte han mod den nordlige del af Paris, mod Rue Saint-Denis. Kvarteret var langt fra de fornemme avenuer i det ottende arrondissement; her var gaderne smalle, fyldt med små grønthandlere, arabiske bagerier, skrædderier og gamle værksteder, hvor generationer af håndværkere havde arbejdet i stilhed.
Han stoppede foran en slidt bygning med en mørkegrøn dør, hvor malingen skallede af i store flager. På dørtelefonen stod der ikke noget navn, kun et slidt messingskilt med ordene Atelier de Couture.
Alexandre ringede på. Efter et øjeblik lød en summen, og låsen klikkede op. Han gik op ad den smalle vindeltrappe af slidt eg, indtil han nåede anden sal. Døren stod på klem.
Indenfor var luften mættet med lugten af damp, varm uld og symaskineolie. Bordene var dækket af ruller med silke, hør og bomuld. I hjørnet stod en gammel Singer-symaskine med jernfod, og ved det store tilskærerbord midt i rummet stod Mireille Laurent.
Hun havde ikke længere den blå arbejdsdragt på, som hun bar den aften i salonen. Hun bar et simpelt mørkeblåt forklæde, hendes briller hang i en snor om halsen, og hendes hænder var i fuld gang med at fæstne et stykke gråt uldstof til en træmannequin med knappenåle.
Da hun hørte døren, så hun op. Hendes blik var roligt, men der var en vag vagtsomhed i hendes øjne.
— Hr. Beaumont, sagde hun og tog en nål ud af munden.
— Alexandre, rettede han høfligt og blev stående ved dørtærsklen. Må jeg komme ind?
Mireille tøvede et kort sekund, nikkede så og pegede mod en gammel polstret stol, der var dækket af løse tråde. Alexandre fjernede forsigtigt trådene og satte sig.
— Jeg troede ikke, De ville opsøge mig her, sagde hun og fortsatte sit arbejde med stoffet. Salondirektøren fortalte mig, at De havde trukket Deres opsigelse af min kontrakt tilbage, men jeg valgte alligevel at stoppe. Jeg kunne ikke være i det hus længere efter den aften. Kjolen var væk, og der var for mange spøgelser mellem de spejle.
— Det forstår jeg godt, sagde Alexandre. Jeg kom ikke for at bede Dem vende tilbage til salonen.
— Hvorfor er De så kommet?
Alexandre tog en tyk, brun kuvert op af sin frakkelomme og lagde den på kanten af bordet. Mireille så på den, og hendes ansigt stivnede en smule.
— Hvis det er penge for min tavshed, eller kompensation for hvad der skete dengang, så tag dem med Dem igen. Deres mor har allerede tilbudt mig hjælp, og jeg sagde nej til hende. Jeg overlevede fireogtyve år uden Beaumont-familiens nåde. Jeg behøver den ikke nu.
Alexandre rystede på hovedet.
— Det er ikke penge, Mireille. Åbn den.
Hun tøvede, tørrede sine hænder i forklædet og åbnede kuverten. Indeni lå et sæt skøder og en lejekontrakt på et stort erhvervslokale i Rue de Charonne, tæt på Bastillen, sammen med en stiftelsesoverenskomst for et nyt håndværkskooperativ.
Mireille bladrede langsomt igennem papirerne. Hendes øjenbryn trak sig sammen i dyb forundring.
— Hvad er det her?
