— Det er et værksted for traditionelt broderi og restaurering af historiske tekstiler, forklarede Alexandre. Min mor og jeg har talt om det i ugevis. Isabelle har ikke kræfterne til at lede det alene, og hun ønsker ikke at stå i spidsen for en offentlig virksomhed. Men hun vil gerne arbejde. Hun vil gerne undervise unge piger, som ikke har råd til de dyre designskoler, i det klassiske håndværk — den slags broderi, som store modehuse er ved at glemme til fordel for industriel masseproduktion.
Mireille så op på ham, skarpt og gennemborende.
— Og hvorfor står mit navn her som medejer og leder?
— Fordi De var Isabelles lærling, sagde Alexandre dæmpet. Fordi De bevarede hendes hemmelighed i fireogtyve år med fare for Deres eget liv og Deres families sikkerhed. Min far ødelagde Deres karriere. Han truede Dem til tavshed, han sørgede for, at De aldrig kunne få arbejde i de store huse igen, og han reducerede Dem til en kvinde med en kost og en spand. Det kan jeg aldrig gøre godt igen. Ingen sum penge kan give Dem de tabte år tilbage. Men dette… dette er ikke en almisse. Det er en platform, hvor De og min mor kan fuldføre det arbejde, min far afbrød den nat i 1980’erne.
Mireilles læber sitrede svagt. Hun lagde papirerne tilbage på bordet og trådte et skridt tilbage mod mannequinfiguren.
— Tror De, det er så enkelt, Alexandre? Tror De, man blot kan åbne et værksted, og så forsvinder fireogtyve års bitterhed og frygt? Ved De, hvordan det var at vågne hver morgen og vide, at den kvinde, man beundrede mest, måske lå i en umærket grav et sted i skovene omkring Rambouillet? Hver gang jeg så Deres fars billede i aviserne, hver gang jeg så Deres eget ansigt i finansmagasinerne… følte jeg en kvælende afmagt.
— Jeg ved det, sagde Alexandre lavmælt. Jeg mærker den samme afmagt nu, hver gang jeg ser mig selv i spejlet. Jeg beder Dem ikke om at tilgive mig for min arrogance i salonen. Jeg beder Dem ikke engang om at glemme. Jeg beder Dem om at hjælpe min mor med at få sit liv tilbage. Hun har brug for Dem, Mireille. Hun stoler ikke på andre end Dem.
Mireille stod tavs i lang tid. Lyden af den fjerne bytrafik trængte dæmpet ind gennem de gamle vinduesrammer. Hun så ned på sine egne fingre, ru og mærket af utallige stik fra synåle gennem årtier. Så gik hun hen til vinduet og kiggede ud over tagene i Paris.
— Kjolen på museet, sagde hun pludselig uden at vende sig om. Det omvendte sting i den røde tråd…
— Hvad med det?
— Da jeg syede det den aften, var mine hænder så rystende, at jeg stak mig tre gange. Der var en lille dråbe blod på indersiden af foret. Isabelle så det, men hun bad mig lade det være. Hun sagde: ‘Blod og guld hører sammen i denne familie, Mireille. Lad det minde mig om, hvad jeg kæmper imod.’
Hun vendte sig om mod Alexandre. Hendes blik var ikke længere fjendtligt, men fyldt med en gammel, tung melankoli, der langsomt var ved at vige for noget nyt.
— Hvis vi gør dette her, sagde hun med klar røst, så er det på mine betingelser. De betaler regningerne for lokalerne og udstyret, men De sætter ikke Deres fod i det værksted for at give ordrer. Beaumont-navnet skal ikke stå over døren. Det skal hedde L’Atelier d’Isabelle. Intet andet.
Alexandre rejste sig fra stolen. For første gang i mange måneder mærkede han en ægte, uforfalsket lettelse brede sig i brystet.
— Det er en aftale, sagde han.
DEL 6 — DE SKJULTE REGNSKABER
Vinteren kom tidligt til Frankrig det år. Første snefald lagde et dæmpet, hvidt slør over Paris i begyndelsen af december, og med kulden fulgte retsmøderne i Palais de Justice.
Alexandre sad på tilhørerpladserne i den store retssal sammen med Camille. Pressen fyldte hver eneste ledige bænk, og fotografernes blitzlys flammede op, hver gang dørene gik op. På anklagebænken sad to mænd i firserne — tidligere betroede rådgivere for Henri Beaumont. Deres ansigter var blege, deres skuldre faldet sammen under vægten af de dokumenter, som Isabelle havde gemt i årtier, og som Alexandre uden tøven havde overdraget til politiet.
Statsadvokaten, en skarp kvinde i halvtredserne med en stemme som tørt knækket træ, fremlagde beviserne systematisk. Det handlede ikke blot om skatteunddragelse og bestikkelse. Gennem bankudskrifterne fra konti i Genève, Vaduz og Panama tegnede der sig et billede af et vidtforgrenet netværk, som Henri Beaumont havde brugt til at knuse enhver form for modstand mod sine opkøb i firserne og halvfemserne.
