“Præcis,” sagde Leila. “Valeria solgte ikke malerierne endnu, Rafael. Man kan ikke sælge tre registrerede mesterværker fra Moretti-samlingen på det sorte marked så hurtigt uden at tiltrække opmærksomhed fra Interpol. Hun gemte dem som sin pensionsopsparing. De er stadig hos Marco Bellini i Firenze.”
Rafael så på hende i lang tid uden at sige noget. I det varme lys fra arbejdslamperne så hun stærkere og mere levende ud end nogensinde før. Det offer, som Valeria havde forsøgt at knuse og gemme væk på en klinik, stod nu her og pillede hele tantens kriminelle livsværk fra hinanden med en lup og sin egen skarpe hjerne.
“Jeg ringer til Mateus og politiet i Firenze med det samme,” sagde Rafael. “Men jeg tager selv derned i overmorgen, når ransagningskendelsen er på plads.”
“Vi tager derned,” rettede Leila ham roligt og tog sin kop espresso. “Politiet har brug for en ekspert på stedet til at verificere originalerne, så Bellini ikke stikker dem endnu en kopi. Og desuden…” Hun så på ham over kanten af koppen med et blødt glimt i øjnene. “Har jeg hørt, at der ligger et gammelt hotel i Firenze, som tilhører din familie, hvor vi engang talte om at tilbringe en weekend, før vi blev afbrudt.”
Rafael gik det sidste skridt hen til hende, tog forsigtigt koppen ud af hendes hånd og satte den på bordet, før han lagde sine hænder om hendes talje og løftede hende op på kanten af det ledige arbejdsbord, så de var i øjenhøjde.
“Kun hvis du lover mig, at der ikke er nogen antikke vaser på værelset, du kan skære dig på,” mumlede han mod hendes læber.
“Det behøver jeg ikke længere,” hviskede Leila og lagde sine arme om hans hals, mens hendes fingre gled ind i det tykke, mørke hår i hans nakke. “Du har allerede fundet mig.”
DEL 7: Guldet i revnerne
Ransagningen i Firenze to dage senere forløb præcis, som Leila havde forudsagt. Bag en falsk væg i det klimastyrede kælderrum under Marco Bellinis atelier i Oltrarno-kvarteret fandt det italienske kunstpoliti ikke blot de tre renæssancemalerier fra Palazzo Moretti, men også syv andre savnede værker fra europæiske privatsamlinger. Da Bellini så Leila stå i sit værksted med ultraviolette lamper og kemiske testkits, brød han sammen på stedet og tilstod hele samarbejdet med Valeria.
Valerias sidste kort var faldet. Uden noget at forhandle med så hun nu frem til en dom, der ville holde hende bag tremmer resten af hendes aktive liv.
Den aften vendte Rafael og Leila dog ikke tilbage til hotellet i centrum af Firenze. I stedet kørte Rafael dem i sin bil op i bakkerne syd for byen, ad snoede veje flankeret af mørke cypresser og olivenlunde, indtil de nåede en lille, gammel stenbygning med udsigt over hele den oplyste Arno-dal.
“Hvad er dette sted?” spurgte Leila, da Rafael slukkede motoren og kom rundt for at åbne hendes bildør. Luften duftede skarpt og rent af rosmarin, fyrretræer og sen efterårsjord.
“Det er ikke et hotel, og det tilhører ikke Moretti-koncernen,” sagde Rafael og tog hendes hånd, mens han førte hende op ad den ujævne stentrappe til en tung trædør. “Min mor købte dette gamle stenhus i sit eget navn for tyve år siden, før min far døde. Det var hendes fristed, når livet i Milano blev for kvælende. Valeria har aldrig sat sine ben her, og der er ingen tjenestefolk.”
Han låste døren op og tændte lyset. Indenfor var der enkelt og varmt: rå stenvægge, synlige loftsbjælker af mørkt kastanjetræ, et stort landkøkken med kobbergryder og en stue med en bred sofa foran en åben pejs.
På spisebordet af massivt egetræ midt i rummet stod en polstret trækasse.
Leila stoppede op på dørtærsklen. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere.
Rafael gik hen til bordet og åbnede kassen. Han løftede forsigtigt den blå-hvide Ming-vase op og stillede den under den lave lampe over bordet.
I de sidste tre uger, sent om aftenen, når Rafael var gået i seng, var Leila blevet oppe en time ekstra i sit værksted i Villa Moretti. Skår for skår havde hun samlet den knuste vase, som Rafael havde fejet på gulvet i sin sorg for tre år siden. Og præcis som hun havde fortalt ham den første morgen, havde hun brugt Kintsugi-teknikken.
Nu stod vasen hel på bordet i det lille stenhus. Gennem det hvide porcelæn og de dybblå koboltmønstre løb et netværk af lysende, gyldne årer, hvor bruddene havde været. Hver eneste revne skinnede i det varme lys fra lampen og gjorde vasen ti gange mere dragende, end da den havde været fejlfri.
Og ved foden af vasen, hvilende mod en af de tykkeste guldlinjer, lå safirringen.






