Rafael så op i hendes øjne. “Fra det øjeblik jeg så arret på din tommelfinger i aften, Leila, var jeg ligeglad med, hvem der gemte sig under sløret. Selv hvis du havde fortalt mig, at du stadig hadede mig, og at du kun var kommet tilbage for at spytte mig i ansigtet, ville jeg have lagt ringen i din hånd alligevel. Fordi jeg hellere vil leve resten af mit liv med din vrede end en eneste dag mere med en andens falske smil.”

Leilas øjne svømmede over igen, men denne gang var der ingen knugende tyngde bag tårerne. Hun bøjede sig frem i stolen og lagde sin pande mod hans.

De sad sådan længe, mens oliventræet knitrede i pejsen, og regnen begyndte at tromme stille mod vinterhavens glastag. Der var ingen vilde, lidenskabelige kys endnu; sårene var for friske, og respekten for det, hun havde gennemgået, var for dyb. I stedet løftede Rafael hende forsigtigt op i sine arme, satte sig selv i den brede lænestol og trak hende ind på sit skød, så hendes hoved hvilede mod hans bryst, lige over hans hjerte.

Han viklede det bløde uldtæppe omkring hende og holdt hende fast, mens hendes åndedræt langsomt blev tungere og mere regelmæssigt. For første gang i tre år sov Leila Haddad uden frygt for, hvad der ville ske, når hun åbnede øjnene. Og for første gang i tre år veg Rafael Moretti ikke fra hendes side et eneste sekund hele natten.

DEL 5: Kintsugi – Kunsten at hele med guld

Morgensolen brød gennem vinterhavens duggede ruder som gyldne spyd, der fik støvkornene til at danse i luften.

Da Leila vågnede, var hun alene i den store lænestol, men hun var pakket tæt ind i tæppet, og på bordet ved siden af hende stod en bakke med friskbrygget myntete, varme croissanter, figner og en lille skål med oliven – præcis den morgenmad, hun altid havde spist, da de var sammen i Marrakech.

Hun rejste sig langsomt, strakte sin ømme krop og gik barfodet hen over de solopvarmede terrakottafliser mod døren, der førte ind til Rafaels arbejdsværelse ved siden af vinterhaven. Døren stod på klem, og hun kunne høre hans dybe stemme derinde.

“…jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Valerias forsvarsadvokat tilbyder af forlig, Lorenzo,” sagde Rafael i telefonen. Gennem sprækken kunne Leila se ham stå ved det store vindue i hvid skjorte med opsmøgede ærmer. Han så træt ud, men der var en ny, skarp energi i hans holdning. “Ingen studehandler. Ingen husarrest i en luksusvilla. Anklageskriftet skal omfatte underslæb, dokumentfalsk, ulovlig frihedsberøvelse og medvirken til vold. Og jeg vil have vores presseafdeling til at udsende en officiel meddelelse klokken ti. Vi skjuler ingenting. Hvis familien Morettis navn skal rystes for at rense Leila Haddads navn i offentligheden, så lad det ryste.”

Han lagde røret på, og i det samme vendte han sig om og fik øje på hende i døråbningen.

Hans udtryk blødnede øjeblikkeligt, så drastisk at det næsten tog pusten fra hende. Den kolde forretningsmand forsvandt på et splitsekund.

“Godmorgen,” sagde han stille og gik hen mod hende. “Har du sovet?”

“Bedre end jeg har gjort siden…” Hun tøvede og så ned på sine bare fødder. “Længe. Jeg hørte, hvad du sagde til din advokat. Rafael, en offentlig retssag vil trække dit familienavn gennem mudderet i måneder.”

“Mit familienavn trænger til at blive vasket,” svarede han roligt og stoppede en armlængde fra hende, stadig omhyggelig med at give hende plads. “I tre år har folk i Milano og Paris hvisket om dig, når jeg gik gennem et rum. De har kaldt dig en lykkejæger. Inden denne uge er omme, skal hver eneste avis i Europa skrive sandheden på forsiden. De skal vide, hvem der i virkeligheden var tyven, og hvem der betalte prisen.”

Han pegede over mod et langt træbord, der var blevet stillet op i den lyseste del af arbejdsværelset, lige under det høje nordvendte vindue. På bordet stod der en række trækasser med metalbeslag, pensler af mårhår, små flasker med opløsningsmidler, skalpeller og en stor, uåbnet pakke.

Leila gik langsomt derhen. Hendes fingre strøg hen over træet på værktøjskasserne.

“Det er mine ting,” hviskede hun forbløffet og åbnede det øverste låg. Der lå hendes egne spatler, hendes lup og den lille notesbog med hendes optegnelser over pigmenter, som hun havde efterladt i sit værksted i Milano den nat, hun blev bortført.

“Mateus’ folk hentede dem fra det lager, hvor Valeria havde fået dine ejendele opbevaret,” sagde Rafael og trådte hen ved siden af hende. “Men der er en ting mere.”

Han løftede låget af den store, polstrede kasse midt på bordet.

Indeni, pakket i syrefrit silkepapir, lå den gamle, blå-hvide porcelænsvase fra Ming-dynastiet – den selvsamme vase fra hans hotel i Venedig, som hun havde skåret sin tommelfinger på for fire år siden, da de mødtes første gang.