Tilbage ved det lange sorte marmorbord stod kun tre mennesker: Rafael, Leila og Valeria. Og ved døren stod Mateus som en taus dommer.

Lysekronen over dem kastede tusindvis af små, kolde prismer ned på det bonede gulv, hvor den væltede fløjlsbakke stadig lå som et sort sår mod det hvide marmor. Ringen – en gammel familiering med en usleben safir, der havde tilhørt Rafaels mor, Helena – lå nu klemt fast mellem Rafaels og Leilas sammenflettede hænder.

Valeria rettede ryggen og forsøgte at genvinde det greb om magten, hun havde haft, siden Rafaels mor døde under mystisk hurtige omstændigheder to år tidligere. Hun glattede sin mørkegrønne silkekjole og så nedladende på Leila, der stod i en enkel, lånt hvid kjole, som hang en smule for løst på hendes spinkle skuldre.

“Du tror, du har vundet, ikke sandt, lille skat?” sagde Valeria med en giftig blødhed i stemmen. “Du tror, at et par tårer og en gammel kuvert fra en død kvinde er nok til at vælte mig? Jeg er bestyrelsesformand for Moretti-fondene. Jeg har underskrifterne, jeg har fuldmagterne, og jeg har kontakterne i både Rom og Lissabon. Hvad har I? En ustabil kvinde med en journal fra en psykiatrisk klinik!”

Leila trak vejret dybt. Hendes skuldre rystede ikke længere. Den frygt, der havde holdt hende fanget i tre år, var ved at brænde væk og efterlade noget langt hårdere.

“Journalen fra Clínica São Bento,” sagde Leila stille, men hendes stemme bar tydeligt gennem det store rum. “Hvor jeg blev indlagt under navnet Sara Mansour. Hvor overlæge Dr. Henrique Viana modtog halvtreds tusind euro om måneden fra et skuffeselskab på Caymanøerne for at holde mig medicineret med sløvende præparater.”

Valerias øjenlåg sitrede. “En absurd anklage. Du var selvmordstruet efter at have presset penge ud af os.”

“Jeg var bedøvet!” Leilas stemme steg for første gang, rå og sprukken af tre års opsparet smerte. Hun trådte et halvt skridt frem, stadig med hånden i Rafaels. “Dine mænd hentede mig i mit værksted i Milano, samme aften som jeg havde talt med min bror på hospitalet i Marrakech. Du kom ind i bilen, Valeria. Du sad lige over for mig med dine handsker af blødt skind og fortalte mig, at hvis jeg ikke skrev under på de papirer, ville du sørge for, at hospitalet slukkede for min brors dialysemaskine, og at du ville offentliggøre de dokumenter, der ville knuse Rafaels mor. Og da jeg spyttede dig i ansigtet og nægtede at skrive under, gav din chauffør mig en indsprøjtning i halsen!”

Rafael følte det, som om gulvet under ham gav efter. Et koldt raseri, så voldsomt at det sortnede for hans øjne et sekund, strømmede gennem hans årer. Han så ned på det tynde, hvide ar, der løb skråt over Leilas pande, lige ved hårgrænsen.

“Hvor fik du det ar, Leila?” spurgte Rafael hæst.

Leila så op på ham, og der var ingen selvmedlidenhed i hendes mørke øjne – kun den nøgne sandhed. “Den nat jeg flygtede fra klinikken uden for Sintra for otte måneder siden. Jeg knuste en rude i vaskeriet og klatrede over muren. Pigtråden på toppen fangede mig. Jeg faldt fire meter ned på asfalten og brækkede kravebenet, men jeg blev ved med at løbe gennem skoven, indtil en lastbilchauffør samlede mig op ved daggry.”

Rafael lukkede øjnene et øjeblik. Billedet af hende – blødende, alene i en fremmed skov om natten, mens han selv havde siddet i sin penthouselejlighed i Milano med et glas dyr whisky og forbandet hendes navn – skar i ham som glasskår. Hver gang han havde kaldt hende en løgner i sine tanker, havde hun kæmpet for sit liv i et bur, som hans eget kød og blod havde bygget.

Da han åbnede øjnene igen, slap han forsigtigt Leilas hånd og tog et skridt hen mod Valeria.

Valeria veg uvilkårligt tilbage, indtil hendes ryg ramte kanten af det sorte marmorbord. “Rafael… hør nu på mig. Alt, hvad jeg gjorde, gjorde jeg for dig! Din mor var svag på sine sidste dage. Hun ville lade dig gifte dig af kærlighed med en kvinde uden stamtavle, uden kapital, uden forbindelser! Vi var midt i fusionen med de schweiziske banker. Hvis du havde giftet dig med en fattig restauratør fra Marokko, ville investorerne have mistet tilliden til dit lederskab!”

“Så du stjal mit liv,” sagde Rafael. “Og du stjal hendes.”

“Jeg reddede dit imperium!” hvæsede Valeria. “Og hvad angår din mor… Helena vidste udmærket godt, at familien kommer før følelser.”

Mateus trådte frem fra døren og lagde den slidte brune kuvert på marmorbordet mellem Rafael og Valeria.

“Fru Helena vidste mere end det, Dona Valeria,” sagde Mateus med sin dybe, rolige røst. “Tre uger før sin død bad din mor mig om i al hemmelighed at undersøge, hvorfor Leila aldrig havde hævet en eneste euro fra den konto i Casablanca, som pengene var blevet overført til. En kvinde, der sælger sin forlovede for penge, lader ikke to millioner euro stå urørt på en spærret konto.”