Leila lagde sin frie hånd over Rafaels store skulder og lod sine fingre glide ned langs hans arm, indtil hendes hånd hvilede lige over den hånd, som deres datter holdt fast i. I skæret fra lampen glimtede det tynde blækspor ved hendes egen negl, det hvide halvmåneformede ar på hendes tommelfinger og det varme guld i vielsesringen.
“Hun har vores hænder, Rafael,” hviskede Leila blidt og lænede sin kind mod hans tinding. “Og hun kommer aldrig til at skulle gemme sit ansigt bag et slør for at blive valgt.”
Rafael drejede hovedet og kyssede hendes håndled, lige over pulsen, hvor livet slog roligt, stærkt og uforfalsket. Udenfor slog bølgerne fra søen blidt mod stenmolen i mørket, og inde i det oplyste rum – omgivet af gammel kunst, helede skår og nyt liv – var der endelig ingen skygger tilbage.






