Rafael greb kuverten og åbnede den. Indeni lå der udskrifter af bankoverførsler, kopier af et pas med Leilas billede under det falske navn Sara Mansour, og et håndskrevet brev på hans mors tunge, cremefarvede brevpapir, dateret blot fire dage før hun døde af det, lægerne havde kaldt et pludseligt hjertestop.
Rafael læste sin mors skråskrift, mens ordene brændte sig fast i hans nethinde:
Min kæreste Rafael. Hvis Mateus giver dig dette brev, betyder det, at min tid er sluppet op, før jeg selv kunne lægge beviserne foran dig. Jeg har taget frygteligt fejl. Valerias ambitioner rækker længere end blot at kontrollere dit ægteskab. Jeg har opdaget, at hun gennem de sidste fem år har drænet familiens velgørenhedsfond gennem fiktive selskaber i Lissabon og Panama. Leila opdagede tilfældigt uregelmæssighederne, da hun gennemgik arkiverne og forsikringspapirerne for de kunstværker, hun restaurerede på vores hotel i Venedig. Valeria fjernede ikke Leila, fordi hun var fattig, Rafael. Hun fjernede hende, fordi Leila var ved at opdage, at de malerier, Valeria havde solgt på vegne af fonden, var erstattet med forfalskninger, og at pengene var væk. Find Leila. Tilgiv mig, at jeg var for syg og for langsom til at beskytte jer begge.
Papiret raslede svagt i Rafaels hånd, da hans fingre strammedes om det. Han løftede langsomt blikket fra brevet til kvinden foran sig.
“Det handlede aldrig om familiens ære,” hviskede Rafael. “Det handlede om de tre renæssancemalerier i Palazzo Moretti i Venedig.”
Leila så overrasket op. “Den blå vase og loftsmalerierne i biblioteksfløjen… To uger før vores bryllup bad jeg din tante om de originale røntgenfotos af lærrederne, fordi krakeleringerne i malingen ikke passede med det 16. århundrede. De var nymalede med kunstigt ældet fernis. Hun fortalte mig, at originalerne var sendt til konservering i Zürich.”
Valerias ansigt var nu hvidt som kridt. Alt det hovmod, hun havde udstrålet, var forduftet, erstattet af den kolde rædsel hos en tyv, der var blevet fanget med hænderne i pengeskabet.
“Du har ingen beviser, der holder i en retssal,” stammede Valeria og famlede efter sin lille aftentaske på bordet. “Helena var på stærk smertestillende medicin til sidst. Hendes ord er intet værd juridisk, og de malerier blev brændt under oversvømmelsen i kælderen sidste år!”
“De brændte ikke,” sagde Mateus tørt fra sin plads. “For jeg flyttede de forfalskede lærreder til en sikret boks i Milano dagen før ‘uheldet’ i kælderen, præcis som fru Helena beordrede mig til. Og hvad angår Dr. Viana fra klinikken i Sintra – så sidder han i dette øjeblik sammen med to efterforskere fra det portugisiske kriminalpoliti og en af hr. Morettis advokater. Da han indså, at han stod til femten års fængsel for frihedsberøvelse, var han særdeles villig til at udlevere både lydoptagelser og e-mails fra dig, Dona Valeria.”
Valeria sank sammen mod bordkanten. Hendes knæ gav næsten efter, og hun måtte støtte sig med begge hænder på den kolde sorte sten – de selvsamme velplejede, ringprydede hænder, som hele aftenen havde peget og dømt andre.
“Rafael,” klynkede hun pludselig, og tårerne brød frem i en desperat strøm. “Jeg er din mors søster! Jeg har holdt dig i mine arme, da du var spæd! Du kan ikke sende mig i fængsel. Jeg er seksoghalvtreds år gammel, jeg vil dø derinde! Lad mig rejse. Jeg skriver under på alt, jeg giver afkald på min post i fonden, jeg tager til Sydamerika, og du ser mig aldrig igen!”
Rafael så på hende uden en gnist af medlidenhed.
“Leila var fireogtyve, da du låste hende inde i et hvidt rum og tvang kemikalier i hendes krop i over to år,” sagde Rafael koldt. “Min mor døde med visheden om, at hendes egen søster havde forrådt hende, og måske endda fremskyndet hendes død gennem det pres, du lagde på hende. Du får ikke Sydamerika, Valeria. Du får præcis den retfærdighed, loven foreskriver. Ikke mere, ikke mindre.”
I det samme lød der tunge skridt ude fra forhallen. Mateus åbnede dørene, og fire betjente fra Carabinieri samt familiens chefadvokat, Lorenzo Conti, trådte ind i salen.
Valeria skreg – et højt, uværdigt skrig, der gav genlyd mod marmorvæggene og de forgyldte stuklofter, mens hun forsøgte at vriste sig fri af de betjente, der lagde hænderne på hendes arme. Hun råbte forbandelser efter dem begge, kaldte Rafael en utaknemmelig bastard og Leila en gadetøs, indtil de tunge egetræsdøre lukkede sig bag hende, og hendes stemme døde hen ned ad den lange korridor.
Stilheden, der fulgte, var total.
Det var, som om selve huset åndede ud efter at have holdt vejret i årevis.
Mateus bøjede let hovedet for Rafael og Leila. “Jeg sørger for, at advokat Conti får resten af filerne på dit kontor, hr. Moretti. Og jeg giver køkkenet besked om, at ingen må forstyrre jer resten af aftenen.”
“Tak, Mateus,” sagde Rafael stille. “For alt. Jeg skylder dig mere, end jeg nogensinde kan betale tilbage.”






