Han tog servietten fra hende og foldede den langsomt ud. Indeni lå der to enkle, glatte vielsesringe, smedet af det samme gamle guld, som de havde brugt til at forsegle revnerne i porcelænsvasen.

“Du sagde engang til mig, at jeg kunne købe halvdelen af verden, men at jeg stadig ikke vidste, hvordan man lægger en ordentlig forbinding eller folder et stykke stof,” sagde Rafael med et skævt, varmt smil. “Jeg har øvet mig. Og jeg tænkte, at det var på tide, at denne serviet endelig gjorde gavn.”

Leilas latter smeltede sammen med en enkelt, lykkelig tåre, der trillede ned over hendes kind. Hun tog de to guldringe op i sin håndflade. De var stadig varme efter at have ligget tæt mod hans bryst hele dagen.

Nede fra gårdhaven lød de første bløde, rytmiske toner fra en oud og en marokkansk fløjte, blandet med lyden af rislende vand og den dæmpede summen fra deres få, udvalgte gæster. Tariq trådte frem for foden af den snoede mosaiktrappe og så op mod svalegangen med et strålende smil.

Rafael tilbød hende ikke sin arm på den stive, formelle måde, som man gjorde i de europæiske saloner. I stedet rakte han sin åbne hånd frem mod hende, med håndfladen opad, præcis som han havde gjort den aften i vinterhaven, da murene mellem dem faldt.

Leila så ned på hans hånd, derefter ind i hans grå øjne, der nu spejlede den gyldne marokkanske sol, og lagde sine fingre fast og trygt i hans.

Sammen gik de ned ad trappen og ud i lyset under appelsintræerne, hvor ingen løgne, ingen masker og ingen slør nogensinde kunne nå dem igen.

DEL 9: De usynlige tråde

Seks måneder efter brylluppet i Marrakech faldt den første tætte efterårståge over Comosøen og svøbte bjergsiderne ind i et lydløst, sølvgråt tæppe.

Men indenfor i Villa Moretti var intet længere koldt eller gråt. Den store marmorsal, hvor de ti kvinder engang havde siddet som tavse statuer under hvide silkeslør, var ikke længere et rum, man gik udenom med sænket blik. Det lange sorte marmorbord var blevet fjernet og solgt på en velgørenhedsauktion til fordel for voldsramte kvinder i Lissabon. I stedet var de tunge fløjlsgardiner blevet taget ned, så lyset fra søen strømmede frit ind gennem de høje buede vinduer, og midt på det lyse gulv stod nu lange vitriner af glas og lyst egetræ.

Det var åbningsdagen for den første særudstilling arrangeret af den nye Fondazione Helena & Leila Moretti – en udstilling, der viste de ti genfundne renæssancemalerier fra Firenze, side om side med røntgenbilleder og forstørrede fotografier af de mikroskopiske pigmentlag, der havde fældet svindlerne. Udstillingen bar titlen: Sandheden under fernissen.

Og på en særskilt piedestal midt i rummet, direkte under den store krystallysekrone, stod den blå-hvide Ming-vase med sine lysende gyldne årer. Den var ikke længere gemt væk i et mørkt pengeskab eller i et privat stenhus i Toscana; den var fondens officielle symbol.

Leila stod ved et af de store vinduer med udsigt over søen og talte med direktøren for Uffizierne i Firenze, mens hun holdt et glas danskvand med citron i hånden. Hun bar en smaragdgrøn uldkjole, der fremhævede gløden i hendes hud, og på hendes venstre hånd glimtede både den glatte guldring og Helena Morettis gamle safir.

Hendes blik gled hen over det fyldte lokale og fandt automatisk Rafael.

Han stod ved foden af hovedtrappen i samtale med Lorenzo Conti, familiens chefadvokat, og Mateus Silva. Rafael lyttede med et alvorligt udtryk, mens Lorenzo viste ham et dokument i en sort mappe. Selv på tyve meters afstand kunne Leila læse kropssproget hos sin mand bedre, end hun kunne læse børstestrøgene på et gammelt lærred. Hun så den lille spænding i hans kæbe og måden, hans højre hånd lukkede sig om kanten af sin jakke på.

Hun undskyldte sig høfligt over for museumsdirektøren og gik tværs gennem salen hen mod de tre mænd.

Så snart Rafael så hende nærme sig, afbrød han ikke samtalen og skiftede heller ikke emne, som mænd i hans position ellers ofte gjorde for at skåne deres hustruer for ubehagelige nyheder. Tværtimod trådte han et halvt skridt til side, lagde sin arm naturligt om hendes talje og trak hende ind i cirklen, tro mod det løfte om kompromisløs ærlighed, de havde givet hinanden i Firenze.

“Hvad er der sket, Lorenzo?” spurgte Leila direkte og så på den sorte mappe.

Advokaten rettede på sine briller og så med dyb respekt på den kvinde, som hele bestyrelsen i dag betragtede som husets sande rygrad.

“Dommen i Lissabon og Milano blev stadfæstet i landsretten for en time siden, fru Moretti,” sagde Lorenzo lavt, så de omkringstående gæster ikke kunne høre det. “Valeria fik seksten års ubetinget fængsel uden mulighed for prøveløsladelse de første ti år, og Dr. Viana fik tolv år samt permanent frakendelse af sin læautorisation.”