Leila nikkede stille. Hun følte ingen triumf ved nyheden, kun en dyb, stille afslutning, som når det sidste lag beskyttende lak blev lagt på et færdigt værk. “Det er retfærdigt. Men jeg kan se på Rafael, at der står mere i den mappe.”

Rafael så ned på hende. “Valeria bad om at få lov til at sende et brev til os gennem sin forsvarer, efter dommen var faldet. Lorenzo ville egentlig have makuleret det for at skåne dig, men jeg bad ham tage det med, så du selv kunne bestemme.”

Lorenzo åbnede mappen og rakte Leila et enkelt ark almindeligt, linjeret papir fra fængslet uden for Milano.

“Tror du, hun beder om tilgivelse?” spurgte Mateus skeptisk med korslagte arme. “En kvinde som Dona Valeria ændrer ikke natur, bare fordi murene omkring hende skifter farve.”

Leila tog papiret, men hun foldede det ikke ud med det samme. Hun så på Valerias skarpe, skrå håndskrift på ydersiden – den selvsamme håndskrift, som engang havde ødelagt hendes liv og skrevet falske breve i hendes navn. I tre år havde en del af hende frygtet skyggen af denne kvinde i sine drømme.

Hun åbnede papiret og læste de få linjer i stilhed, mens Rafael holdt sin hånd roligt og varmt i hendes lænd.

Rafael og Leila, stod der. I tror, I har renset huset ved at fjerne mig. I er lige så naive, som Helena var. Jeg handlede ikke alene, da fondens likvider blev flyttet i 2021. Hvis I graver dybere i arkiverne under afdelingen i Genève, vil I opdage, at den mand, der underskrev sikkerhedsgodkendelserne for kunsttransporterne ud af Venedig den nat, originalerne blev byttet ud, bærer et efternavn, I stoler blindt på. Spørg Mateus Silva, hvorfor hans egen nevø i Schweiz pludselig kunne købe en vingård i Douro-dalen samme måned, som Leila blev indlagt i Sintra. Hvis jeg skal rådne op herinde, skal I aldrig vide jer sikre på, hvem der holder døren for jer.

Leila læste linjerne to gange. Hendes ansigt fortrak ikke en mine. Årene i mørket havde lært hende ikke at reagere på gift, før hun havde analyseret dens sammensætning.

Hun rakte uden et ord brevet videre til Rafael.

Rafael læste det hurtigt. Hans blik frøs et sekund, før han langsomt løftede øjnene og så direkte på Mateus Silva – manden, der havde tjent hans mor i tyve år, manden der havde fundet Leila i Genova, og som stod mindre end en meter fra dem.

Luften mellem de fire mennesker midt i den festklædte sal blev pludselig iskold, selvom hundrede gæster skålede og lo i baggrunden.

“Mateus,” sagde Rafael med en stemme, der var farligt stille. Han gemte ikke brevet væk; han rakte det direkte frem mod sikkerhedschefen. “Læs det.”

Mateus tog papiret med sin store, arrede hånd. Mens hans øjne løb hen over linjerne, blegnede han ikke, som Valeria havde gjort i sin tid, men en tung, dyb sorg lagde sig over hans furede træk, så han pludselig så ud som de toogtres år, han var.

Han foldede papiret langsomt sammen igen.

“Min søsters søn, Diogo, arbejdede som sikkerhedskoordinator for koncernens filial i Genève indtil for to år siden,” sagde Mateus uden at vige fra Rafaels blik. Hans stemme var hæs, men fast. “Han døde i en bilulykke på en bjergvej uden for Lausanne fire måneder efter, at frøken Haddad forsvandt. Politiet kaldte det et uheld i glat føre.”

Leila så intenst på den gamle sikkerhedschef. “Vidste du, at han arbejdede for Valeria?”

“Ikke dengang,” svarede Mateus ærligt. “Men da din mor, fru Helena, bad mig om at undersøge sagen i al hemmelighed kort før sin død, gennemgik jeg logbøgerne for transporterne fra Venedig. Og jeg fandt Diogos signatur og hans adgangskode på de natlige transporter, hvor de originale malerier blev fjernet. Han var ung, han havde spillegæld, og Valeria havde købt ham – og da han begyndte at få samvittighedskvaler efter at have hørt, at en ung kvinde var blevet fjernet for at dække over tyveriet, lukkede hendes folk munden på ham på den bjergvej.”

Rafael stirrede på ham. “Hvorfor fortalte du mig ikke det, da vi overdrog filerne til statsadvokaten?”

“Jeg overdrog Diogos bankkonti og transportloggene til statsanklageren i Milano for tre uger siden, hr. Moretti,” brød advokat Lorenzo Conti ind og så på Rafael. “Mateus kom selv op på mit kontor med dem, dagen efter I tog til Firenze. Han bad mig kun om én ting: at vente med at offentliggøre hans nevøs navn i pressen, indtil hans søster – Diogos mor – havde fået overstået sin hjerteoperation på hospitalet i Porto i går morges. Han ville ikke have, at chokket over, at hendes afdøde søn var indblandet i Valerias forbrydelser, skulle koste hende livet på operationsbordet.”

Rafael stod helt stille. Den lille mistanke, som Valerias sidste giftpil havde forsøgt at plante i hans bryst, forduftede som dug for solen.