Hun bar ikke hvid silke i dag. Hvid silke mindede hende stadig for meget om det kolde slør ved det sorte marmorbord og om de sterile lagner på klinikken i Sintra. I stedet bar hun en kjole i den fineste, varmeste nuance af elfenben og blegt guld, vævet i hånden af kvinderne i et kooperativ i udkanten af Fez. Kjolen faldt blødt og enkelt langs hendes krop, med lange, let gennemsigtige ærmer broderet med fine guldtråde ved håndleddene, og hendes mørke hår hang løst i bløde bølger ned over hendes skuldre, kun holdt tilbage i den ene side af et friskplukket skud af hvide appelsinblomster.
Det tynde ar ved hendes hårgrænse var ikke dækket af sminke. Hun havde nægtet at lade frisøren skjule det med pudder. Det var hendes egen Kintsugi-linje – beviset på den mur, hun havde klatret over i mørket for at vende tilbage til livet.
Døren til værelset gik stille op, og i spejlet så hun Rafael træde ind.
Han stoppede lige inden for døren, som om synet af hende i det gyldne marokkanske eftermiddagslys frarøvede ham evnen til at trække vejret. Han var klædt i et sandfarvet jakkesæt af let italiensk hør og silke, uden slips, med den øverste knap i den hvide skjorte stående åben. Han så yngre ud, end han havde gjort den aften i Villa Moretti; den hårde, bitre linje omkring hans mund var helt forsvundet, og huden i hans ansigt havde fået farve af solen efter de uger, de havde brugt på at istandsætte riaden sammen.
“Man siger, det bringer uheld at se bruden før ceremonien,” sagde Leila med et blødt smil og vendte sig om mod ham.
Rafael lukkede døren bag sig og gik langsomt hen over det farverige berbertæppe, indtil han stod lige foran hende.
“Vi har allerede taget vores ration af uheld for de næste ti liv, Leila,” sagde han med sin dybe, rolige stemme og lod blikket glide fra hendes øjne ned over den gyldne kjole og tilbage igen. “Og hvis jeg skulle vente tyve minutter mere nede i gården uden at se dig, ville Mateus være nødt til at binde mig til et af citrustræerne.”
Han løftede en hånd og strøg forsigtigt med bagsiden af sine fingre langs hendes kindben, op til det lille hvide ar ved hendes tinding, som han bøjede sig frem og kyssede med en ømhed, der fik hendes hjerte til at svulme i brystet.
“Er du nervøs?” spurgte han stille.
Leila så på ham – denne mand, der havde stået imod hele sin families gamle garde, opløst de korrupte bestyrelser i både Zürich og Milano, og som i morges havde siddet på hug i det støvede værksted i stueetagen og hjulpet hendes bror med at blande kalkmørtel til en beskadiget mosaikvæg, uden at skænke sine dyre sko en eneste tanke.
“For tre år siden, da vi planlagde vores første bryllup, var jeg rædselsslagen,” indrømmede Leila og lagde sine hænder på hans bryst, hvor hun kunne mærke hans rolige, stærke hjerteslag gennem det tynde hørstof. “Jeg var bange for, at jeg ikke hørte til i din verden. Jeg var bange for din tante, for de store huse, og for at du en dag ville vågne op og opdage, at jeg bare var en pige med terpentin under neglene.”
“Og nu?” spurgte Rafael og lagde sine hænder over hendes.
“Nu ved jeg, at det ikke var mig, der var for lille til din verden,” sagde hun med en klar, urokkelig ro i stemmen. “Det var den gamle del af din verden, der var for lille til os. Jeg er ikke nervøs, Rafael. Jeg har aldrig været mere sikker på noget i hele mit liv.”
Rafael stak hånden i sin inderlomme og trak et lille, fladt stykke foldet papir frem. Det var gulnet i kanterne og slidt i foldningerne, som om det var blevet åbnet og lukket tusind gange.
Leila rynkede let panden i undren, da hun tog imod det. Det var ikke papir; det var en gammel, stiv stofserviet fra Hotel Moretti i Venedig, med et svagt, rustbrunt mærke i det ene hjørne og familiens våbenskjold broderet i kanten.
“Hvad i alverden er det?” hviskede hun og så forbløffet op på ham.
En antydning af rødme steg op i Rafaels kinder – et syn så sjældent hos den ellers så beherskede mand, at det fik Leila til at le højt og klart.
“Det er servietten,” indrømmede han næsten genert. “Fra den dag du skar din tommelfinger på den blå vase for fire år siden. Da du gik ud for at vaske dine hænder, og jeg stod alene tilbage i værkstedet, tog jeg den op fra bordet og stak den i lommen. Selv i de tre år, hvor jeg bildte mig selv ind, at jeg hadede dig, lå den nederst i pengeskabet sammen med skårene fra vasen.”






