Den gamle sikkerhedschef smilede svagt – et sjældent syn i det ellers så strenge ansigt. “Jeg lovede din mor at passe på huset, indtil du var klar til at se med egne øjne igen, Rafael. Og frøken Haddad…” Han så varmt på Leila. “Det krævede mere mod at sætte sig ved det bord i aften, end de fleste mænd, jeg har mødt, besidder i et helt liv.”
Med de ord gik Mateus ud og lukkede døren lydløst efter sig.
DEL 4: De knuste skår
Nu var de alene.
Det enorme rum med det sorte bord, de ti tomme stole og de ni efterladte hvide silkeslør på gulvet føltes pludselig alt for stort.
Leila stod midt på gulvet. Nu hvor adrenalinen fra konfrontationen med Valeria begyndte at slippe sit tag i hende, kunne Rafael se, hvor udmattet hun i virkeligheden var. Hendes skuldre sank sammen, og hun viklede armene om sig selv, som om kulden fra marmorgulvet krøb op gennem hendes tynde sko.
Rafael tog sin lyseblå jakke af, gik hen til hende og lagde den forsigtigt over hendes skuldre. Stoffet var stadig varmt fra hans krop og duftede svagt af cedertræ og bergamot – den samme duft, han havde brugt for tre år siden.
Da duften ramte hende, lukkede Leila øjnene, og en dyb skælven gik gennem hende.
“Kom,” sagde Rafael blidt uden at røre hende mere, end høfligheden tillod. “Lad os komme væk fra dette rum.”
Han førte hende ikke op til de formelle saloner, men ud gennem glasdørene for enden af gangen og ind i vinterhaven – det eneste sted i Villa Moretti, som hans mor havde indrettet helt efter sit eget hoved, og hvor Valeria aldrig havde gidet opholde sig. Her duftede der af fugtig jord, natjasmin og citrontræer i store terrakottakrukker. I den store stenpejs i hjørnet brændte et lavt bål af oliventræ, der kastede et blødt, gyldent skær over de gamle kurvestole og de bløde tæpper.
Leila gik langsomt hen mod ilden og strakte sine hænder frem mod varmen. Rafael gik hen til et lille mahognibord, skænkede et glas varmt vand med honning og et stænk brandy fra en karaffel, og rakte det til hende.
Hun tog imod glasset med begge hænder. Hendes fingre rystede så meget, at væsken skvulpede mod kanten. Rafael lagde sine egne hænder uden på hendes for at støtte glasset, indtil hun havde drukket en tår.
“Hvordan er det med din bror?” spurgte Rafael sagte, da han satte glasset fra sig på et lille bord ved siden af hende. “På hospitalet i Marrakech?”
Leila sank ned i den brede lænestol foran pejsen og trak Rafaels jakke tættere om sig. “Tariq har det godt nu. Det var det eneste løfte, Valeria faktisk holdt – formodentlig fordi betalingen til hospitalet allerede var gået igennem, før hun fik mig bortført, så det kunne se ud på bankudskrifterne, som om jeg havde solgt dig for at betale hans operation og beholde resten selv. Han fik en nyretransplantation for to år siden. Da jeg endelig slap væk fra klinikken i Portugal og fik kontakt til ham gennem en ven, troede han… han troede det samme som dig.”
Hendes stemme knækkede. “Valeria havde sendt ham en besked fra min telefon om, at jeg var rejst til USA med en rig mand og ikke ønskede kontakt med familien mere. Jeg havde intet tilbage, Rafael. Ingen penge, intet pas, ingen familie, der ledte efter mig, fordi alle troede, jeg havde valgt at forsvinde.”
Rafael satte sig ikke i stolen over for hende. I stedet sank han langsomt ned på knæ på det bløde tæppe foran hendes stol, så han måtte se op på hende. Den stolte, urørlige milliardær, som forretningsverdenen frygtede, lå på knæ i skæret fra ilden med et udtryk af ren sønderknuselse i ansigtet.
“Hvorfor gik du ikke til politiet, da du slap ud?” hviskede han. “Hvorfor kom du ikke direkte til mig for otte måneder siden?”
Leila så ned på ham med et sorgfuldt, næsten bittert smil. “Til politiet i Portugal? Uden ID-papirer, med spor af tunge antipsykotiske stoffer i blodet og en journal, der sagde, at jeg led af vrangforestillinger om Moretti-familien? De ville have kørt mig direkte tilbage til Dr. Viana inden for en time.”
Hun flyttede blikket mod ilden. “Og jeg forsøgte at komme til dig, Rafael. Tre uger efter jeg var flygtet, lykkedes det mig at tjene nok ved at vaske op på en lille café i Porto til at købe en busbillet til Milano. Jeg stod på gaden over for hovedsædet for Moretti Group i regnvejr en tirsdag morgen.”
Rafael stivnede. “Du var i Milano?”






