Foran hundrede blinkende kameraer fremlagde Rafael en fuldstændig gennemsigtighedsplan for alle Moretti-fondene og annoncerede, at han personligt dækkede enhver euro, hans tante havde drænet fra de velgørende projekter, ud af sin egen private formue. Og da Leila trådte frem til mikrofonen – klædt i et enkelt, skræddersyet mørkeblåt jakkesæt, med håret sat op, så det tynde ar i panden var fuldt synligt – og med rolig, faglig autoritet forklarede, hvordan man gennem kemiske analyser af pigmenterne nu var på sporet af de stjålne renæssanceværker, vendte stemningen totalt.

Offentligheden og investorerne så ikke en svækket familie; de så en leder, der var villig til at skære sit eget syge væv væk for at redde helheden, og en kvinde, hvis integritet ikke kunne købes for alverdens guld. Inden fredag lukkede børserne med Moretti-aktien på sit højeste niveau i fem år.

Men det vigtigste arbejde foregik langt fra blitzlysene.

Rafael havde ladet den østlige fløj af Villa Moretti åbne igen, men i stedet for blot at lufte de gamle soveværelser ud, havde han fået de store havesale i stueetagen indrettet som et topmoderne restaureringsatelier til Leila. Store dagslyslamper, mikroskoper, røntgenudstyr og klimastyrede borde stod nu side om side under de gamle freskolofter.

En sen eftermiddag i november stod Leila bøjet over et af de forfalskede malerier, som Mateus havde reddet fra kælderen i Venedig – en kopi af et værk tilskrevet en elev af Tizian. Hun havde vatterede handsker på og brugte en fin skalpel under et digitalt mikroskop, mens billedet blev projiceret op på en stor skærm på væggen.

Døren gik op, og Rafael kom ind med to kopper espresso. Han havde smidt slips og jakke, og hans skjorteærmer var rullet op over underarmene. Siden den nat i vinterhaven havde han flyttet sit eget skrivebord ind i det tilstødende lokale, så døren mellem dem altid stod åben.

“Valeria nægter stadig at oplyse, hvem køberen af de tre originale malerier var,” sagde Rafael og stillede kaffen fra sig på et rullebord i sikker afstand fra kemikalierne. “Hun ved, at så længe originalerne ikke er fundet, er det hendes eneste forhandlingskort for at få nedsat sin straf. Hun tror, hun kan trække det ud i årevis.”

Leila rettede ryggen og strøg en tot mørkt hår væk fra panden med bagsiden af sit håndled – en gammel vane fra dengang, hun altid havde terpentin og linolie på fingrene. Et lille smil legede på hendes læber.

“Din tante forstår sig på penge og magt, Rafael,” sagde Leila og pegede på den store skærm. “Men hun har aldrig forstået sig på kunstnere. Eller på håndværk.”

Rafael trådte nærmere og så på skærmen, der viste et ekstremt nærbillede af maleriets nederste højre hjørne, hvor lærredet mødte den gamle blindramme.

“Hvad kigger jeg på?” spurgte han.

“Forfalskneren, som Valeria hyrede til at male disse tre kopier, var dygtig. Faktisk skræmmende dygtig,” forklarede Leila, og hendes øjne lyste af den passion, Rafael havde forelsket sig i for fire år siden i Marrakech. “Han brugte gammelt lærred fra det 16. århundrede, sandsynligvis skåret ud af et værdiløst, ødelagt portræt fra samme periode, så kulstof-14-dateringen af stoffet ville passe. Og han malede egne pigmenter af lapis lazuli og blyhvidt efter de gamle opskrifter.”

“Men?” spurgte Rafael, der kendte tonen i hendes stemme.

“Men enhver håndværker har en signatur i sine bevægelser, ligesom enhver hånd har sine ar,” sagde hun og zoomede ind på et mikroskopisk lag under den yderste fernis. “Se her. Da han grundede lærredet med gesso, blandede han en anelse rød okker i bunden, som man gjorde i Venedig. Men i den røde okker er der spormængder af et syntetisk bindemiddel og et meget specifikt urenhedsmønster af zink, som kun stammer fra én bestemt fabrik for restaureringsmaterialer i Europa – et lille familieværksted i udkanten af Firenze, der kun sælger til autoriserede konservatorer.”

Rafael så fra skærmen til hende med dyb beundring. “Du kan se, hvor malingen er købt, i et mikroskop?”

“Jeg kan mere end det,” sagde Leila og tog handskerne af. “Se på penselstrøgene i skyggerne under kappen. De er lagt med korte, skrå strøg fra højre mod venstre. Forfalskneren er venstrehåndet. Der findes højst en håndfuld konservatorer i Italien med adgang til det specifikke gesso-produkt fra Firenze, som har den tekniske kunnen til at kopiere venetiansk højrenæssance på dette niveau, og som samtidig er venstrehåndede.”

Hun vendte sig mod sin computer, åbnede et dokument og drejede skærmen mod Rafael.

“Hans navn er Marco Bellini,” sagde hun triumferende. “Tidligere chefkonservator ved et privat galleri i Genève, indtil han blev fyret i stilhed for seks år siden på grund af mistanke om salg af ikke-registrerede antikviteter. Og gæt engang, hvem der ejer den bygning i Firenze, hvor han nu har sit private atelier?”

Rafael læste selskabsnavnet på skærmen, og hans øjne smalnede. “Et datterselskab under et schweizisk holdingselskab, hvor Valeria sad i bestyrelsen indtil for tre uger siden.”