“Jeg fandt den i dit værksted i morges, før vi kørte fra Milano,” sagde Rafael stille. Han stod på den anden side af bordet og så på hende med en sårbarhed, som ingen anden i verden nogensinde havde set hos Rafael Moretti. “Du havde fjernet det hvide klæde, der dækkede den, og lagt ringen lige ved siden af den tørrede guldlak.”
Leila gik langsomt hen til bordet. Hendes fingre strøg blidt hen over en af de gyldne sømme på vasens side. Overfladen var glat, stærk og fuldstændig forseglet.
“Guldlakken tager tre uger om at hærde fuldstændigt ved den rette luftfugtighed,” sagde hun sagte og løftede blikket mod ham. “Når den først er hærdet, er samlingen stærkere end selve porcelænet omkring den. Hvis vasen skulle falde igen, vil den aldrig knække det samme sted.”
Rafael gik rundt om bordet og stoppede foran hende. Han tog safirringen op, men ligesom i salen for tre uger siden tvang han den ikke på hende. Han holdt den frem mellem sine fingre.
“For tre år siden,” sagde Rafael med en dyb, skælvende klang i stemmen, “friede jeg til dig i en have i Marrakech med løfter om, at jeg ville lægge hele verden for dine fødder og beskytte dig mod alt ondt. Jeg fejlede i begge dele, fordi jeg troede, at min rigdom og mit navn gjorde os usårlige. Jeg giver dig ikke de løfter igen i aften, Leila.”
Han tog hendes venstre hånd i sin og strøg tommelfingeren hen over det blege, halvmåneformede ar ved hendes negl.
“Det eneste, jeg lover dig i aften, er, at jeg aldrig mere vil se på dig gennem andres øjne, aldrig mere tvivle på dine hænder og aldrig mere bygge en mur mellem os, uanset hvilke storme der rammer os. Jeg elsker ikke kun den kvinde, du var for tre år siden. Jeg elsker kvinden med arret i panden, kvinden der overlevede mørket, og kvinden der lærte mig, at det, der har været knust, kan blive til guld.”
Leila så ind i hans øjne – helt ind bag det grå ydre, hvor døren til det aflåste rum i hans hjerte nu stod vidt åben, kun for hende. Frygten var væk. Vreden var forvandlet til styrke.
Hun strakte sine fingre ud, rolige og sikre.
“Sæt den på, Rafael,” hviskede hun.
Med en næsten ærbødig langsomhed lod Rafael den tunge safirring glide på hendes ringfinger. Den passede perfekt, kølig et sekund mod hendes hud, før den antog hendes egen kropsvarme.
Da han løftede blikket, smilte hun gennem de glimtende tårer, lagde sine hænder på hver side af hans ansigt og trak ham ned mod sig. Denne gang var der ingen tøven, ingen fortidens spøgelser mellem dem. Da Rafael løftede hende op i sine arme og bar hende ind mod pejsens flammende skær, var der ingen slør tilbage i mørket – kun to par hænder, der holdt fast i hinanden, og en sandhed, der aldrig mere kunne rives fra hinanden.
DEL 8: Fæstningen i Marrakech
Foråret kom tidligt til Atlasbjergene det følgende år, men nede i Marrakech duftede luften allerede tungt og berusende af appelsinblomster, ristet spidskommen og varmt rødt ler.
Uden for den gamle bymur i Medinaen, gemt bag høje mure af okkerfarvet kalksten og frodige bougainvilleaer i purpur og magenta, lå Dar Al-Noor – Lysets Hus. Det var en gammel riad fra det 18. århundrede, som havde stået forfalden i årtier, indtil Rafael og Leila havde købt den sammen i januar.
I den store indre gårdhave, hvor en sekskantet fontæne af grønne og hvide zellige-fliser rislede stille i skyggen af fire høje citrustræer, herskede der en travl, men fredfyldt aktivitet. Det var ikke et palads bygget til at imponere europæiske bankfolk. Det var et fristed og et uddannelsescenter for unge nordafrikanske kunstkonservatorer og kunsthåndværkere – finansieret af de midler, som statsadvokaten i Lissabon og Milano havde beslaglagt fra Valerias skjulte konti og ført tilbage til Moretti-fondens nye, uafhængige gren, som Leila nu stod i spidsen for.
Midt i gårdhaven stod et langt bord dækket med hvide hørduge, figner, myntete og fade med mandelkager. Det var ikke en stor galla med hundrede gæster og fotografer fra sladderbladene; der var kun en snes mennesker til stede – de eneste mennesker i verden, der betød noget.
Ved bordenden sad en ung mand på toogtyve år med Leilas mørke øjne og et bredt, levende smil. Det var hendes bror, Tariq. Han var i gang med en livlig diskussion med Mateus Silva, der – for første gang i tyve år – havde taget sit mørke jakkesæt af og sad i en løs hvid hørskjorte med et glas sød myntete i hånden, mens han viste Tariq billeder af de gamle borge langs den portugisiske kyst.
Oppe på den brede svalegang på første sal, bag de udskårne trægitre af cedertræ, stod Leila foran et højt spejl med forgyldt ramme.






