“Det er svindel!” hvæsede Vance og pegede en rystende finger i hovedet på mig. “De to har planlagt dette fra starten! Han overdrog jorden for at snyde sine kreditorer, og nu gemmer hans enke sig herude og nyder godt af bedrageriet! Hvis jeg ikke kan få jorden, så skal jeg ved Gud sørge for, at loven rammer hende på anden vis!”

Han vendte sig brat mod sherif Miller. “Sherif! Som formand for byens fattigkommission erklærer jeg hermed, at Abigail Harlo er uden fast, lovlig indtægt og ude af stand til at forsørge sine tre mindreårige børn under anstændige forhold! At bo ude i ødemarken i hus hos en ugift, berygtet mand er skadeligt for pigernes moral! Jeg kræver, at børnene fjernes og anbringes på børnehjemmet i Helena eller sættes i pleje hos familier i byen som tjenestepiger, indtil hendes mands restgæld er betalt!”

En isende rædsel rev gennem mig med en sådan kraft, at verden sortnede for mine øjne et sekund. Tage mine piger. Han ville bruge sin magt i byrådet til at rive Clara, Rose og Elsie fra mig og sælge deres barndom som gratis arbejdskraft for en gæld, der ikke engang var ægte.

“Aldrig!” skreg jeg, og før jeg vidste af det, trådte jeg frem med knyttede næver. “De rører ikke mine børn, din tyv! Over mit lig!”

Gideon greb mig med sin venstre arm omkring taljen og trak mig bestemt ind bag sin bredde ryg, mens hans højre hånd nu hvilede direkte på skæftet af hans Colt. Klikket, da han løsnede sikringsremmen på hylstret, lød som et pistolskud i den spændte stilhed.

“Hvis du eller nogen af dine mænd tager så meget som ét skridt mod det hus for at røre de piger, Vance,” sagde Gideon med en stemme så lav og dødbringende, at selv sherif Miller greb ud efter sine tøjler, “så behøver sheriffen ikke bekymre sig om loven. For så begraver jeg dig ude bag kvægfolden.”

“Hørte De det, sherif?!” råbte Vance skingert, selvom han skyndsomt trak sig tilbage mod sin vogn. “Han truer mig på livet! Og De kan ikke nægte fattigkommissionens ret til at gribe ind over for en enke, der lever i utugt og fattigdom under en fremmed mands tag!”

Sherif Miller så ulykkelig ud. Han var ikke en gennemført ond mand, blot en svag mand, der vidste, hvem der betalte hans løn i byen. “Gideon … Vance har desværre loven på sin side, hvis han indkalder kommissionen og dommeren på mandag. En ugift enke uden formue kan miste forældremyndigheden, hvis byrådet vurderer, at forholdene er upassende.”

Mit hjerte sank i brystet. Jeg kiggede op på Gideons profil. Hvis Vance gik til dommeren med byrådets underskrifter, kunne selv ikke Gideon stoppe loven uden at blive hængt som fredløs. Og hvad skulle der så blive af mine piger?

Gideon stod helt stille. Hans kæbe arbejdede, og jeg kunne mærke spændingen i hans ryg mod mine hænder, der klamrede sig til hans vest. Så, med ét, slap han langsomt skæftet på sin revolver.

“Der er kun ét problem med din lille plan, Vance,” sagde Gideon koldt.

“Og hvad skulle det være?” spurgte Vance hånligt fra vogntrinnet.

“At fattigkommissionen ikke har nogen som helst myndighed over børn, hvis mor er forlovet med en mand, der har ti tusinde dollars stående i banken i Helena og ejer det største kvægbrug i dalen,” sagde Gideon uden at blinke. Han lagde sin tunge arm om mine skuldre og trak mig tæt ind til sin side. “Abigail Harlo er ikke min husholderske. Hun er min kommende hustru. Og vi gifter os hos præsten i morgen efter højmessen. Når hun hedder Abigail Cross, adopterer jeg de tre piger som mine egne ved lov. Prøv du at sende din kommission ud for at fjerne Gideon Cross’ egne døtre fra hans jord, så skal du se, hvad dommeren siger.”

Jeg gispede lydløst og stirrede op på ham med vidtåbne øjne. Hans kommende hustru?

Vance stirrede målløs på os. Hans mund åbnede og lukkede sig som en fisk på tørt land. Han havde regnet med vrede, måske endda skudveksling, som han kunne bruge til at få Gideon arresteret – men dette træk skar benene fuldstændig væk under hele hans juridiske fælde.

“Det … det er løgn!” stammede Vance. “Sørgetiden er knap nok overstået! Det er et proformaægteskab for at omgå loven!”

“Loven i Montana-territoriet blander sig ikke i, hvor hurtigt en enke gifter sig igen, når der er tre små børn, der skal forsørges før vinteren,” sagde sherif Miller, og for første gang lød der en tydelig lettelse – og måske endda en skjult skadefryd – i sheriffens stemme. Han foldede skødet sammen og rakte det tilbage til Gideon. “Til lykke til jer begge, Gideon, fru Harlo. Kom så, Arthur. Vi har ikke mere at gøre her.”