Jeg rev hoveddøren op og løb ud på verandaen i den kolde aftenluft uden sjal. Gideon sprang af hesten ved tøjrepælen. I skæret fra lygten ved døren kunne jeg se, at han var uskadt, selvom hans frakke var støvet efter det hårde ridt.
Jeg løb ned ad trappen og kastede mig direkte i hans arme. Han greb mig med et lavt grin, løftede mig helt fri af jorden og svingede mig rundt, før han satte mig ned og begravede sit ansigt i min hals.
“Er du okay? Kom du noget til?” hviskede jeg febrilsk og kørte mine hænder over hans skuldre og bryst for at sikre mig, at han var hel.
“Ikke en skramme, min elskede,” sagde han varmt mod min hud. Min elskede. Ordene fik mit hjerte til at svulme.
Han trak sig lidt tilbage og tog en tung lærredspose op fra sin sadeltaske og lagde den i mine hænder. “Vi afskar hans vogn i kløften tre kilometer før stationen. Hans forvalter smed sit gevær i samme sekund, han så tolv bevæbnede kvægavlere og sheriffen spærre vejen. Vance forsøgte at købe sig fri, men da Miller så den brændte hovedbog, lagde han ham i håndjern på stedet. Han sidder i arresten nu og venter på den føderale маршал fra Helena.”
Jeg kiggede ned på den tunge lærredspose i mine hænder. “Hvad er det?”
“Det er de femten hundrede dollars fra Thomas’ livsforsikring samt overskuddet fra tvangssalget af jeres hus, som sheriffen beslaglagde direkte fra Vances kuffert med dommerens velsignelse,” sagde Gideon stille. “Og det er ikke det hele. Dommeren har annulleret det falske salg af jeres hus og tømmerpladsen i byen. Det hele tilhører dig og pigerne igen, Abigail. Og alle dine personlige ejendele, som Vance havde opmagasineret på sit lager – inklusiv dit bryllupssølv og dine møbler – bliver kørt herud på en vogn i morgen tidlig.”
Jeg stod med posen i hænderne og kunne knap nok fatte omfanget af hans ord. Alt det, der var blevet revet fra os i løbet af de mørke uger efter Thomas’ død; min mands ære, vores arv, mine døtres fremtid – Gideon havde vundet det hele tilbage på en enkelt eftermiddag.
“Vi har vores hus i byen tilbage…” mumlede jeg og så op på ham.
Et kort, næsten umærkeligt glimt af sårbarhed gled over Gideons ansigt i lygteskæret. Selvom vi var blevet gift i kirken i søndags, vidste jeg, hvad han pludselig frygtede: Nu hvor jeg var velhavende i egen ret og havde mit gamle hus i byen tilbage, behøvede jeg ikke længere hans beskyttelse for at beholde mine piger eller overleve vinteren.
“Ja,” sagde Gideon lavt og stak hænderne i lommerne på sin frakke. “Du er en fri og uafhængig kvinde nu, Abigail. Du har penge nok til at leve komfortabelt inde i Mercy Hollow, hvor pigerne er tæt på skolen og kirken, hvis … hvis det var nøden, der tvang dig til at sige ja til mig på søndag.”
Jeg så på denne stærke, frygtløse mand, der havde stået ansigt til ansigt med bevæbnede forbrydere uden at blinke, men som nu stod foran mig og frygtede, at jeg ville forlade ham. En uendelig ømhed strømmede igennem mig.
Jeg lagde forsigtigt lærredsposen med pengene på det nederste trin af verandaen. Så trådte jeg helt tæt hen til ham, trak hans hænder op af frakkelommerne og lagde dem omkring min talje, før jeg slyngede mine egne arme om hans hals.
“Husker du, hvad du sagde til mig den første aften i køkkenet, da jeg stod med hånden på dørhåndtaget?” hviskede jeg op mod hans læber.
En langsom varme bredte sig i hans grå øjne, da hans arme strammede sig omkring mig og trak mig helt ind mod hans krop. “Jeg sagde, at du ikke tog afsted.”
“Og det gør jeg heller ikke nu, Gideon Cross,” sagde jeg med et smil, mens tårerne af ren lykke glimtede i mine øjne. “Huset i byen kan lejes ud, og pengene kan sættes til side til pigernes medgift engang ude i fremtiden. For mit hjem er her. Hos dig. Så længe du vil have os.”
“Så bliver det for evigt,” hviskede Gideon hæst, før hans mund fandt min i et dybt, lidenskabeligt kys under Montanas funklende stjernehimmel.
Når jeg nu, et år senere i oktober 1885, ser tilbage på den dag, hvor jeg gik de fem kilometer ud til Cross Ranch med blødende fødder og tre sultne småpiger i skørterne, kan jeg næsten ikke genkende det liv, vi lever nu.
Bondehuset på Cross Ranch er ikke længere forsømt eller stille. Der hænger hvide blonde-gardiner ved de nypudsede vinduer, og i stuen står min mors gamle kommode og vores bryllupssølv side om side med Gideons solide egetræsmøbler. Køkkenet dufter konstant af friskbagt brød, kanel og stegt kød, og på væggen ved siden af spisebordet hænger der stadig den lille træramme med Thomas’ og Gideons gamle partnerskabskontrakt – ikke længere som en kilde til bitterhed eller frygt, men som et æret minde om den mand, der bragte os sammen, og som bandt vores skæbner til denne jord.






