Vance sendte os et sidste, giftigt blik, der lovede, at han ikke havde glemt dette nederlag, før han satte sig tungt ind i vognen og slog døren i. Et minut senere rumlede vognen og de to ryttere tilbage ad den mudrede indkørsel.
Så snart de var ude af syne bag bakkedraget, slap mine ben op under mig.
Gideon fangede mig øjeblikkeligt og holdt mig oppe i sine stærke arme. Min pande hvilede mod hans bryst, mens hele min krop rystede af det chok, der nu skyllede igennem mig.
“Det er overstået, Abigail,” mumlede han ind i mit hår og holdt mig tæt ind til sig. “Jeg har dig. Han får dem aldrig. Hører du? Aldrig.”
Jeg løftede mit tårevædede ansigt og så op på ham. “Gideon … hvad er det dog, du har sagt til dem? Du kan ikke gifte dig med mig i morgen! Du har svoret aldrig at binde dig til en kvinde igen efter det med Evelyn, og nu tvinger min ulykke dig ind i et ægteskab, du aldrig har bedt om!”
Gideon tog mit ansigt mellem sine to store hænder. Hans tommelfingre tørrede tårerne væk fra mine kinder, og hans grå øjne brændte med en intensitet, der fik mit åndedræt til at gå i stå.
“Tror du virkelig, jeg sagde det bare på grund af Vance?” spurgte han hæst.
“Gjorde du ikke det? For at redde pigerne?”
“Jeg ville gøre alt for at redde de piger,” sagde han med urokkelig alvor. “Men jeg løj ikke over for sheriffen, Abigail. Hvis du tror, at jeg har kunnet sove en eneste nat de sidste tre uger uden at tænke på dig i værelset ved siden af … eller at jeg har kunnet se på dig ved mit bord hver aften uden at ønske, at du og pigerne aldrig nogensinde ville forlade dette hus, så er du blind.”
Mit hjerte slog en kolbøtte i brystet. “Gideon…”
“Jeg ved godt, at det kommer brat, og at du stadig bærer på sorgen efter Thomas,” fortsatte han blidt, mens hans pande sænkede sig, så den næsten rørte min. “Jeg forlanger intet af dig, som du ikke er klar til at give. Vi kan leve som venner under samme tag, hvis det er det, du ønsker. Men lad mig give dig og dine døtre mit navn i morgen. Lad mig beskytte jer med alt, hvad jeg har og er.”
Jeg så ind i øjnene på denne mand, der havde taget os ind, da vi intet havde; som havde æret min mands minde, helbredt mine forrevne hænder og nu stillede sig som en mur mellem mine børn og en grusom verden. Den frygt, der havde fulgt mig som en skygge siden Thomas’ død, fordampede i den varme, der strålede fra ham.
Jeg løftede mine hænder og lagde dem over hans håndled. “Jeg ønsker ikke kun at være din ven, Gideon Cross,” hviskede jeg. “Og der er ingen mand i denne verden, jeg hellere vil bære navnet fra, end dig.”
Gideon lukkede øjnene et sekund, og et dybt, skælvende åndedræt slap over hans læber, som om han havde holdt vejret i syv lange år. Da han åbnede dem igen, bøjede han hovedet og kyssede mig.
Hans læber var varme, faste og uendeligt blide mod mine. Det var ikke et kys født af tvang eller pligt; det var et kys fyldt med en dyb, tilbageholdt længsel og et løfte om en fremtid, jeg ikke længere turde håbe på. Da vi endelig trak os lidt fra hinanden, hørte vi et dæmpet fnis fra verandaen.
Vi vendte hovederne. Bag ruden i hoveddøren stod Clara, Rose og Elsie med næserne trykket flade mod glasset. Da Elsie så, at vi kiggede på dem, rev hun døren op og løb ud på verandaen.
“Betyder det, at hr. Gideon skal være vores nye far?!” råbte hun ud over gårdspladsen.
Gideon så ned på mig med et varmt, drenget smil, der fik ham til at se ti år yngre ud, før han løftede blikket mod pigerne på trappen.
“Ja, skat,” sagde han, så det rungede klart i den friske novemberluft. “Hvis I vil have mig.”
Lyden af tre små pigers jubel, da de stormede ned ad trappen og kastede sig omkring vores ben, var den smukkeste musik, der nogensinde havde lydt over Cross Ranch.
Søndag formiddag stod vi i den lille hvidkalkede trækirke i Mercy Hollow.
Nyheden om det pludselige bryllup havde spredt sig som en steppebrand gennem byen takket være sherif Millers snakkesalige kone. Da Gideon førte mig og mine tre piger – alle iført de nye, pæne uldkjoler, jeg havde syet af stofferne fra hans kiste – op ad kirkegulvet efter den almindelige gudstjeneste, var næsten hele byen blevet siddende på bænkene for at se til.






