Berøringen sendte en pludselig, uvant bølge af varme direkte op gennem mine arme og helt ind i mit bryst. Mit åndedræt standsede næsten. Jeg havde ikke været rørt af en mand, siden Thomas blev syg, og Gideons hænder var så stærke, men samtidig så utroligt ømme, at det føltes, som om han forsøgte at hele hver eneste smerte, jeg havde båret på de sidste måneder.

“Jeg laver selv denne salve til hestenes hove og mine egne hænder, når vinterkulden sætter ind,” sagde han lavt uden at løfte blikket fra mine fingre. “De har arbejdet alt for hårdt her på gården den sidste uge, Abigail. Jeg har set Dem slæbe vandspande og vaske gulve, som om De stadig frygter, at jeg vil smide jer ud, hvis der ligger et støvkorn.”

“Jeg vil bare gøre gavn,” hviskede jeg.

Han standsede sine bevægelser, men beholdt mine hænder mellem sine. Så løftede han sine grå øjne til mine. Afstanden mellem os var så lille, at jeg kunne mærke varmen fra hans krop og dufte en blanding af cedertræ, læder og frisk vinterluft.

“De har bragt liv tilbage i et dødt hus,” sagde han med en dyb, indtrængende alvor. “I går hørte jeg Elsie grine ude på gårdspladsen, da hun fodrede hønsene, og Rose flettede blomster af tørret græs til at sætte på bordet. Og Clara … for første gang i dag så jeg hende løbe rundt og lege som et barn i stedet for at gå rundt med bekymrede øjne som en gammel kone. Tror De virkelig, at et rent gulv kan måle sig med det, Abigail?”

Mit hjerte slog så hurtigt, at jeg var sikker på, han kunne høre det i den stille stue. Når han så på mig på den måde – ikke som en stakkels enke, man havde medlidenhed med, men som en kvinde, han respekterede og beundrede – vakte det noget i mig, som jeg troede var begravet sammen med Thomas. Det gav mig et stik af dårlig samvittighed over for min afdøde mand, men sandheden var, at i de sidste år af vores ægteskab havde Thomas været så opslugt af sine hemmeligheder og sin gæld, at jeg havde følt mig alene længe før, han døde. Hos Gideon følte jeg mig set. Helt ind til knoglerne.

“Og hvad med dig, Gideon?” spurgte jeg næsten lydløst. “Har vi ikke forstyrret din fred?”

Et svagt, skævt smil rørte ved hans mundvig, og hans tommelfinger strøg langsomt hen over min håndryg. “Det, jeg havde før I kom, var ikke fred. Det var bare stilhed. Der er en verden til forskel.”

Vi sad sådan et langt øjeblik, fanget i hinandens blik, mens ilden knitrede ved siden af os, og snestormen rasede udenfor. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis ikke et bræt på trappen eller i gangen havde knirket svagt, men lyden brød fortryllelsen. Gideon slap forsigtigt mine hænder, satte låget på krukken og lagde den i mit skød.

“Smør det på hver aften, før De går i seng,” sagde han og rejste sig. “Godnat, Abigail.”

“Godnat, Gideon.”

Men idyllen og det spirende håb på Cross Ranch var kun en lånt frist. Vi vidste begge, at en mand som Arthur Vance aldrig gav slip på noget, han betragtede som sit.

Freden blev brudt den første lørdag i november. Sneen fra den tidlige storm var smeltet igen og havde efterladt vejene tunge af mudder, men luften var bidende kold og klar. Gideon og jeg var ude på gårdspladsen sammen med pigerne. Gideon var i færd med at lære en overlykkelig Clara og Rose, hvordan man sadlede en gammel, godmodig vallak ved navn Bramble, mens jeg stod ved hegnet med Elsie på armen og lo af Claras dybe koncentration.

Pludselig lød der hovslag og rumlen af vognhjul fra indkørslen.

Gideons smil forsvandt øjeblikkeligt. Han trådte frem foran pigerne og tørrede hænderne af i sine bukser, mens hans blik hvilede på den sorte, blankpolerede kalechevogn, der drejede ind på gårdspladsen, flankeret af to ryttere.

Mit blod frøs til is. Manden, der sad i vognen iført en dyr frakke med pelskrave og høj hat, var Arthur Vance. Og en af rytterne ved hans side bar en blank sherifstjerne på sin lædervest: Sherif Miller. Den anden rytter var den selvsamme forvalter, som havde hånet mig foran købmanden en måned tidligere.

“Clara, tag dine søstre med ind i huset med det samme,” sagde Gideon roligt, uden at tage øjnene fra vognen. “Og bliv derinde, uanset hvad I hører.”

Clara behøvede ikke at få det at vide to gange. Hun tog Roses hånd, og jeg satte hurtigt Elsie ned, så de tre piger kunne løbe op ad verandaens trin og ind bag den tunge egetræsdør. Jeg blev dog stående ved foden af trappen. Hvis Vance var kommet på grund af mig, ville jeg ikke gemme mig bag Gideon.