Jeg sad som forstenet. Brikkerne i det grusomme puslespil faldt på plads med en kvalmende tydelighed.
“Vance opdagede, at skødet til vandet ikke lå i Thomas’ pengeskab, da han døde,” hviskede jeg, mens kulden bredte sig i mine årer. “Det var derfor, han var så rasende, da han gennemgik Thomas’ kontor. Og fordi han ikke fandt skødet, beholdt han livsforsikringen og forfalskede eller oppustede gældsbrevene for at straffe os – eller for at tvinge mig til at udlevere papiret, hvis jeg gemte på det!”
Gideon rejste sig så brat, at hans stol væltede bagover med et brag mod trægulvet. Hans bryst hævede og sænkede sig hurtigt, og det udtryk, der nu lå over hans ansigt, fik mig til at forstå, hvorfor mændene i byen frygtede ham.
“Arthur Vance stjal Thomas’ penge, smed hans kone og døtre på gaden og lod jer sulte i seks uger,” sagde Gideon med en stemme så dyb og farlig som torden over bjergene. “Og da De gik ind til byen i dag for at bede om arbejde, sørgede Vance for, at ingen købmand eller bager turde give Dem så meget som en skorpe brød.”
“Manden foran købmanden…” gispede jeg og kom i tanke om mændene, der havde grinet ad mig ved middagstid. “Det var Vances forvalter, der råbte, at jeg skulle gå ud til Dem! Han gjorde det for at håne os begge – han troede, De ville jage Thomas’ enke væk med et gevær!”
Gideon så ned på mig. Raseriet i hans øjne var stadig brændende, men da han så, hvordan jeg rystede, tvang han sig selv til at trække vejret dybt. Han samlede langsomt stolen op og stillede den på plads.
“Jeg vidste ikke, at I havde mistet huset, Abigail,” sagde han, og brugen af mit fornavn lød pludselig som et løfte i det stille køkken. “Jeg kommer kun i byen to gange om året for at sælge kvæg og købe forsyninger i store partier. Jeg holder mig for mig selv. Da jeg hørte fra en omstrejfende smed i slutningen af august, at Thomas var død, troede jeg, at De og pigerne sad trygt i jeres hus i byen med pengene fra forsikringen, eller at De var rejst tilbage til Deres familie østpå. Jeg hængte dokumentet op på væggen for hver eneste dag at minde mig selv om, at min bedste ven var en bedre mand, end jeg nogensinde har været.”
Han gik rundt om bordet og standsede foran mig. Så gjorde denne store, stolte mand noget, jeg aldrig havde forventet: Han gik ned på det ene knæ foran min stol, så vi var i øjenhøjde.
“Da De stod i min dør i eftermiddags, genkendte jeg Dem ikke,” sagde han stille. “Jeg havde kun set Dem én gang på afstand ved togstationen for syv år siden. Jeg så bare en mor, der kæmpede for sine børn. Og da jeg så Dem dele den tørre brødskorpe mellem pigerne uden at tage en krumme selv…” Hans stemme knækkede en anelse, og han måtte synke engang, før han kunne fortsætte. “Hvis jeg havde vidst, at det var Thomas’ døtre, der gik sultne rundt i Mercy Hollow, mens jeg sad her på den jord, hans offer reddede, ville jeg have brændt Vances bank ned til grunden.”
Jeg så ind i hans grå øjne. Der var ingen kulde i dem længere. Den mand, som byen kaldte hjerteløs, bar på en samvittighed og en loyalitet så dyb, at den næsten havde knust ham i hans ensomhed.
“Det var ikke Deres skyld, Gideon,” sagde jeg blødt, og uden at tænke over det lagde jeg min ru, arbejdsskadede hånd over hans store, barkede næve, der hvilede på mit stolesæde. “Thomas traf sit valg. Og på en mærkelig måde … måske var det netop hans valg, der førte os herud i dag, hvor pigerne endelig er mætte og i sikkerhed.”
Gideon så ned på min hånd, der lå over hans. Meget forsigtigt vendte han sin håndflade opad og lukkede sine fingre varmt omkring mine. Hans hud var ru af reb og tømmer, men grebet var så nænsomt, som om min hånd var lavet af det fineste porcelæn.
“Hør på mig nu, Abigail,” sagde han alvorligt. “Halvdelen af alt, hvad der er på denne ranch, tilhører retmæssigt Dem og de tre piger. I er ikke tjenestefolk her. Fra dette øjeblik er Cross Ranch jeres hjem, så længe I ønsker at blive. Men vi kan ikke lade Arthur Vance vide, at jeg kender til hans bedrageri endnu. Hvis han tror, at jeg blot har ansat Dem som husholderske på trods af mit gamle fjendskab med Thomas, vil han sænke paraderne. Og så skal jeg personligt sørge for at vride hver eneste dollar, han stjal fra jer, ud af hans hænder.”
“Vance er en farlig mand,” hviskede jeg ængsteligt. “Han har sherif-kontoret og byrådet i sin hule hånd.”






