Gideon lænede sig tilbage i stolen og krydsede armene over brystet. Hans ansigt var som hugget i sten, men i hans øjne ulmede et gammelt raseri, der var blandet med en dyb, uforløst sorg.

“Fordi Thomas og jeg engang var som brødre,” sagde Gideon med lav, hæs stemme. “Vi kom herud sammen i halvfjerdserne for at opbygge noget fra bunden, før De og Clara kom hertil østfra. Thomas havde hovedet for tal og handel, og jeg havde ryggen til at drive kvæg og rydde jord. Vi lagde hver en øre, vi ejede, i den nordlige kilde. Uden det vand er hele denne dal værdiløs om sommeren.”

“Hvad skete der?” hviskede jeg. “Hvorfor blev I uvenner?”

“Vi blev uvenner på grund af en kvinde,” svarede Gideon råt. “Og på grund af stolthed. Jeg var forlovet med en pige i byen – Evelyn. Kort før vores bryllup opdagede Thomas, at hun mødtes i hemmelighed med Arthur Vance, og at hun kun giftede sig med mig på Vances opfordring for at få fingrene i skødet til vandrettighederne. Thomas forsøgte at advare mig. Jeg var ung, forblændet og stædig. Jeg troede, at Thomas selv var ude efter hende, eller at han ville snyde mig for min andel. Vi røg i totterne på hinanden. Jeg slog ham ned, smed ham ud af ranchen og svor, at jeg ville skyde ham, hvis han nogensinde satte sine ben på min jord igen.”

Mit hjerte bankede hårdt mod mine ribben. Jeg huskede pludselig, da jeg ankom med toget til Montana med lille Clara i 1877. Thomas havde haft et dybt ar over sit venstre øjenbryn, som han aldrig havde haft før. Han havde fortalt mig, at han var blevet sparket af en urolig hest.

“To uger senere,” fortsatte Gideon og stirrede ind i flammen fra olielampen, “stak Evelyn af med Vance til Helena, da hun indså, at jeg havde låst skødet inde, og at det krævede både min og Thomas’ underskrift at sælge jorden. Jeg indså, at Thomas havde talt sandt. Men da var jeg for stolt og for skamfuld til at krybe til korset. Og Thomas … han havde fået sin familie herud, bygget sin egen forretning i byen og ønskede intet at have med mig at gøre. Vi talte ikke et ord til hinanden i syv år.”

“Indtil i juni,” sagde jeg stille og pegede på datoen nederst på rammen.

Gideon nikkede langsomt. “En regnvejrsaften i juni bankede det på døren. Det var Thomas. Han kunne knap nok trække vejret, og han hostede blod op i sit lommetørklæde. Jeg troede først, han var kommet for at kræve sin halvdel af ranchen, så han kunne betale sine lægeregninger. I stedet lagde han det papir på bordet og underskrev overdragelsen foran mig.”

“Hvorfor?” udbrød jeg, mens tårerne nu løb frit ned ad mine kinder. “Hvis den jord var så mange penge værd, hvorfor krævede han så ikke, at De købte ham ud, så hans kone og tre døtre ikke skulle sulte, når han døde?!”

Gideon bøjede sig pludselig frem over bordet. Hans store hænder knyttede sig, så knoerne blev hvide. “Det er lige præcis det, der har ædt mig op, siden jeg hørte, han blev begravet! Da han sad her ved dette bord, tilbød jeg ham penge. Jeg havde kontanter i pengeskabet! Jeg lagde to tusinde dollars på bordet foran ham – mere end rigeligt til at betale enhver gæld og sikre jer i årevis. Men han skubbede pengene tilbage!”

“Det giver ingen mening!” græd jeg. “Thomas elskede os! Han ville aldrig lade sine piger gå tiggergang!”

“Han sagde til mig, at I allerede var sikret,” sagde Gideon intenst og fastholdt mit blik. “Han fortalte mig, at Arthur Vance havde presset ham i månedsvis for at få fat i hans halvdel af vandrettighederne til Cross Ranch. Vance ejer banken, og han opkøber al jord i dalen for at sælge det dyrt til jernbanekompaniet, når sporet lægges igennem næste år. Den eneste brik, han mangler for at kontrollere hele Mercy Hollow, er mit vand. Thomas sagde, at han havde lavet en aftale med Vance: Hvis Thomas døde, skulle al hans gæld i banken slettes mod overdragelsen af hans tømmerfirma, og der skulle udbetales en livsforsikring på femten hundrede dollars direkte til Dem.”

Jeg rystede voldsomt på hovedet. “Der var ingen livsforsikring! Vance sagde, at tømmerfirmaet var insolvent, og at huset knap nok dækkede restgælden!”

“Og Thomas vidste, at Vance var en slange,” sagde Gideon mørkt. “Derfor red han herud i smug den aften og gav mig sin halvdel af vandrettighederne. Han vidste, at hvis Vance fik fingrene i den halvdel gennem boet efter hans død, ville Vance tvinge mig fra gården inden vinter. Thomas reddede min ranch på sit dødsleje, fordi han ville sone den kløft, der var imellem os. Og han fik mig til at sværge ved Gud, at jeg aldrig ville fortælle nogen om vores gamle partnerskab, så Vance ikke kunne anklage boet for svig og tage livsforsikringen fra Dem.”