“Lad mig bekymre mig om Vance og sheriffen,” sagde Gideon og rejste sig langsomt, mens han først slap min hånd i det allersidste sekund. “Lige nu skal De gå i seng. De trænger til hvile mere end nogen, jeg nogensinde har mødt.”
Den nat sov jeg i værelset ved siden af pigerne. Sengen var redt med rene, omend lidt stive hørlagner, der duftede svagt af lavendel og gammelt cedertræ. For første gang i seks uger lå jeg ikke vågen og lyttede til vinden med en knugende rædsel for, hvordan jeg skulle skaffe mad næste dag. I stedet lyttede jeg til den fjerne, rolige lyd af Gideons tunge støvler, da han gik sin sidste runde omkring huset for at sikre låsene, før alt blev stille.
De næste uger forvandlede Cross Ranch på måder, som ingen af os havde forudset.
Jeg nægtede pure at sidde med hænderne i skødet som en fin dame, uanset hvad Gideon havde sagt om, at halvdelen af gården i hans øjne tilhørte os. Arbejde var min måde at bevare min værdighed på, og sandheden var, at bondehuset skreg efter en kvindes hånd.
Allerede den første morgen stod jeg op før daggry. Da Gideon trådte ind i køkkenet klokken haliseks, klædt i sit arbejdstøj og klar til at ride ud til kvægfoldene, standsede han brat i døråbningen. Ilden buldrede i komfuret, køkkenbordet var skrubbet hvidt med lud, og på komfuret sydede en pande med saltflæsk, mens duften af friskbagte kærnemælksboller og nybrygget kaffe fyldte rummet.
Ved bordet sad Elsie allerede i sin natkjole med et stort krus mælk og vinkede glad til ham. “Godmorgen, hr. Gideon! Du sagde, der var morgenmad hver dag!”
Gideon stod helt stille et øjeblik og betragtede synet – det rene, oplyste køkken, det lille barn ved bordet og mig, der stod ved komfuret med opbundne ærmer og en let rødme i kinderne fra varmen. Han tog langsomt sin bredskyggede hat af og kørte en hånd gennem sit mørke hår.
“Godmorgen, Elsie,” sagde han, og hans stemme lød næsten rusten. Han så over på mig. “De behøvede ikke stå så tidligt op, Abigail.”
“En rancher kan ikke arbejde i marken på tom mave, når frosten bider i græsset,” svarede jeg og satte en dyb tallerken foran hans plads. “Sæt dig ned, mens det er varmt.”
Måden, han spiste på den morgen – langsomt, næsten ærbødigt, mens han lyttede til Elsies uendelige pludren om de køer, hun havde set gennem vinduet, og Roses forsigtige spørgsmål om gårdens heste – fortalte mig mere om hans syv år i ensomhed end nok så mange ord. Han havde levet i en kold skal af selvbebrejdelse og rutine. Vores ankomst havde slået revner i den skal, og selvom han stadig var en mand af få ord, kunne jeg se, hvordan han sugede lyden af liv i huset til sig.
Som dagene gik i oktober, kom farven tilbage i mine døtres kinder. Jeg fandt en gammel symaskine og en kiste med ubrugte stofrester i et pulterkammer på første sal – ting, som Gideon engang havde købt til det hjem, han troede, han skulle dele med Evelyn, og som han straks gav mig lov til at bruge. Om aftenen, når pigerne var lagt i seng, sad jeg ved pejsen i stuen og syede varme vinterkjoler og frakker til dem, mens Gideon sad i lænestolen overfor og reparerede seletøj eller gennemgik sine regnskabsbøger.
Det var i disse stille timer foran ilden, at vi for alvor lærte hinanden at kende.
I starten talte vi mest om praktiske ting: hvor meget brænde der skulle hugges før november, hvordan grøntsagskælderen skulle fyldes med rodfrugter og saltet kød, eller hvordan Claras læsning skred frem, når jeg underviste pigerne ved spisebordet om formiddagen. Men gradvist faldt paraderne.
En aften midt i oktober, mens en tidlig snestorm hylede omkring hushjørnerne og fik ruderne til at klirre, stak jeg mig i fingeren på synålen, fordi mine hænder stadig var stive i leddene efter det hårde vaskearbejde i byen. Jeg udstødte et lille gisp og trak fingeren til mig.
Gideon lagde straks sin hovedbog fra sig, rejste sig og gik hen til kaminhylden, hvor der stod en lille krukke med en gullig salve. Han trak en lav skammel hen foran min stol, satte sig ned og rakte hånden frem.
“Lad mig se.”
“Det er bare et lille prik, Gideon,” sagde jeg og forsøgte at gemme mine grimme, arbejdsmærkede hænder i skødet. I lyset fra ilden var jeg pludselig smerteligt bevidst om, hvor slidt jeg så ud sammenlignet med de fine kvinder i byen.
Han ignorerede min indvending og tog blidt, men bestemt, fat om mine håndled og løftede mine hænder op i sit skød. Han så ikke på nålestikket; han så på de dybe revner ved mine knoer og den hårde hud i mine håndflader. Uden et ord åbnede han krukken. Salven duftede af bivoks, kamille og fyrrenåle. Med sine store, varme tommelfingre begyndte han langsomt at massere salven ind i mine hænder.






