Jeg så købmanden og bageren, der havde nægtet mig arbejde en måned tidligere, dukke nakken i skam, da Gideons kolde, rolige blik fejede hen over dem. Jeg så kvinderne hviske bag deres salmebøger over forvandlingen af den forhutlede enke og den ensomme rancher, som nu stod side om side i hans bedste mørke jakkesæt.
Men da jeg stod foran alteret og lagde min hånd i Gideons, forsvandt resten af kirken for mig. Da præsten spurgte, om jeg ville tage Gideon Cross til min ægtemand i medgang og modgang, svarede jeg med en klar, fast stemme, der rummede al min taknemmelighed og den nye kærlighed, der allerede havde slået dybe rødder i mit hjerte. Da Gideon satte en enkel, bred guldring – som havde tilhørt hans egen mor – på min finger, trykkede han min hånd så varmt, at jeg vidste, vi aldrig mere skulle stå alene.
Men Gideons løfte om retfærdighed for Thomas var endnu ikke fuldført. Og retfærdigheden kom hurtigere og mere dramatisk, end nogen af os havde ventet, blot tre dage efter vores bryllup.
Tirsdag eftermiddag red en ung, bleg kontorist fra Montana Territorial Bank i fuld galop ind på gårdspladsen ved Cross Ranch. Hans hest var skummende af sved, og han var ved at falde ud af sadlen, da han standsede foran stalden, hvor Gideon stod og smedede hestesko.
“Hr. Cross! Fru Cross!” råbte den unge mand – jeg genkendte ham som Timothy, den yngste skriver i Vances bank, en stille knægt, hvis far engang havde arbejdet på Thomas’ tømmerplads.
Jeg kom løbende ud fra køkkenet og tørrede mine meldryssede hænder i forklædet, mens Gideon trådte ud fra smedjen med sin store mukkert i hånden.
“Hvad er der sket, knægt?” spurgte Gideon skarpt.
“Det er hr. Vance!” gispede Timothy og kiggede sig nervøst over skulderen mod vejen til byen. “Da han hørte, at I var blevet gift i søndags, og at De havde sendt bud efter statsrevisoren fra Helena for at få gennemgået Thomas Harlos konkursbo, gik han i panik! I nat så jeg ham nede i banken efter lukketid. Han var i færd med at tømme pengeskabet og brænde de gamle regnskabsbøger i kaminen på sit kontor! Han har bestilt plads på eftermiddagstoget østpå fra jernbanestationen i Red Creek klokken fire!”
Mit hjerte sprang op i halsen. “Han stikker af med pengene!”
“Ikke bare Deres penge, fru Cross,” sagde Timothy stakåndet og rakte en svedig, sveden lædermappe ned til Gideon. “Da han gik ud til sin vogn for at læsse kufferterne, hev jeg denne mappe ud af ilden, før den brændte helt op! Det er hans hemmelige hovedbog! Den viser ikke kun, at han udbetalte og beholdt Thomas Harlos livsforsikring og forfalskede tallene på gældsbrevene – den viser også, at han har underslået indskud fra halvdelen af bønderne i Mercy Hollow for at finansiere sine jordspekulationer!”
Gideon åbnede den svedne mappe. Hans øjne løb hurtigt hen over de tætskrevne kolonner og Thomas’ forfalskede underskrifter, der var blevet øvet på et separat stykke papir bagerst i mappen. Et vildt, triumferende glimt tændtes i hans grå øjne.
“Klokken er næsten tre,” sagde Gideon og kiggede op mod solen. “Red Creek ligger femten kilometer herfra over bjergpasset. Hvis Vance kører med vogn ad landevejen, kan en rytter, der skyder genvej over højderyggen, nå frem til stationen før ham.”
Han vendte sig mod stalden og fløjtede skarpt. Hans store, sorte hingst stak straks hovedet ud over boksdøren.
“Gideon, pas på!” udbrød jeg og greb fat i hans arm, mens frygten for at miste ham pludselig skyllede ind over mig. “Vance er desperat! Hvis han har sin forvalter med, er de bevæbnede!”
Gideon lagde en hånd på min kind og så dybt ind i mine øjne. “Vi rider ikke alene, Abigail. Timothy, rid direkte ind til byen og hent sherif Miller og så mange af bønderne, du kan samle på fem minutter. Fortæl dem, at deres opsparing er på vej mod toget i Red Creek, og mød mig ved kløften før stationen!”
“Ja, hr. Cross!” Timothy vendte sin hest og satte i galop tilbage mod byen.
Mindst et dusin mænd fra Mercy Hollow – ledet af en rasende sherif Miller, der nu indså, at hans egen pension i banken også lå i Vances kufferter – stødte til Gideon på bjergstien tyve minutter senere.
Jeg tilbragte de næste tre timer i en ulidelig ventetid hjemme på ranchen. Jeg forsøgte at holde pigerne beskæftigede med at bage æbletærte og læse højt for dem foran pejsen, men hvert femte minut gik jeg hen til vinduet og spejdede ud i det tiltagende tusmørke. Jeg bad lydløse bønner til Gud om, at han ikke måtte tage endnu en mand fra mig, netop som vi havde fundet hinanden.
Klokken var næsten syv, og mørket havde lagt sig tæt over prærien, da jeg endelig hørte den velkendte, tunge rytme af Gideons hingst på gårdspladsen.






