Vognen standsede, og Arthur Vance steg ud, mens han forsigtigt undgik de værste mudderpytter med sine blanke støvler. Hans smalle, velplejede ansigt med det gråsprængte overskæg udstrålede en kvalmende blanding af falsk venlighed og kold beregning.
“Gideon Cross,” sagde Vance og løftede let på hatten, før hans kolde, blå øjne gled over på mig. “Og fru Harlo. Så rygterne talte altså sandt. Jeg må indrømme, at hele Mercy Hollow blev noget overrasket over at høre, at enken efter Thomas Harlo havde fundet husly hos den mand, der engang slog hendes mand til blods på åben gade.”
“Du befinder dig på privat grund, Vance,” sagde Gideon. Han stod med benene let spredt og tommelfingrene stukket i bæltet, ikke langt fra det hylster, hvor hans tunge Colt-revolver sad. “Sig, hvad du vil, og vend så din vogn om.”
Sherif Miller rømmede sig ubehageligt på sin hest og lagde en hånd på sadelknappen. “Tag det nu roligt, Cross. Hr. Vance er her i et lovligt ærinde vedrørende boet efter afdøde Thomas Harlo.”
“Boet blev gjort op i september,” sagde jeg med en stemme, jeg tvang til at lyde fast, mens jeg trådte et skridt nærmere Gideon. “De tog alt, hvad vi ejede, hr. Vance. Huset, møblerne, tømmerpladsen. Der er intet tilbage at hente.”
Vance smilede tyndt til mig. “Åh, kære fru Harlo, som bankmand er det min smertelige pligt at være grundig. Da vi gennemgik Deres mands sidste papirer og krydstjekkede dem med tinglysningskontoret i Helena i sidste uge, opdagede vi en lille … uregelmæssighed. Det viser sig, at Thomas Harlo siden 1877 har stået som medejer af fire hundrede tønder land samt vandrettighederne til den nordlige kilde her på Cross Ranch.”
Jeg mærkede mit hjerte hamre mod ribbenene, men jeg holdt mit ansigt helt udtryksløst, præcis som Gideon og jeg havde aftalt.
“Og eftersom Thomas Harlo døde med en ubetalt restgæld til Montana Territorial Bank på sytten hundrede dollars,” fortsatte Vance og trak et foldet dokument frem fra sin frakkelomme, “tilfalder ethvert skjult aktiv i hans bo naturligvis banken. Jeg er derfor kommet med sheriffen i dag for officielt at gøre udlæg i halvdelen af Cross Ranch og overtage kontrollen med den nordlige kilde.”
Forvalteren til hest hånlo, men forstummede straks, da Gideons grå øjne lynede mod ham.
“Er det rigtigt, Miller?” spurgte Gideon og så op på sheriffen. “Lader du dig slæbe herud som Vances løbedreng uden først at undersøge, hvem der faktisk ejer jorden?”
“Loven er loven, Gideon,” sagde sherif Miller defensivt, selvom han undgik Gideons blik. “Vance har udskriften fra registret i Helena fra 1877, og han har de ubetalte gældsbreve fra Thomas Harlo.”
“Gældsbreve?” gentog Gideon med en stemme, der skar gennem den kolde luft som et barberblad. “Mener du de gældsbreve, som Vance beholdt, selvom han overtog en tømmerhandel til en værdi af tre tusinde dollars og stak en livsforsikring på femten hundrede dollars direkte i sin egen lomme på dagen for Thomas’ død?”
Vances ansigt mistede med ét al sin farve. Hans øjne kneb sig sammen til to smalle sprækker. “Det er ærekrænkende løgne! Harlo var forgældet til op over begge ører! Og De har intet bevis for andet, Cross!”
“Måske ikke her på gårdspladsen,” sagde Gideon med en uhyggelig ro og stak hånden ind på brystet under sin vest. Et kort sekund troede Vance, at Gideon trak et våben, og bankmanden veg forskrækket et skridt tilbage i mudderet, så hans fine støvler blev sølet til.
Men det, Gideon trak frem, var ikke en pistol. Det var et sammenfoldet, stemplet dokument – det selvsamme papir fra trærammen i køkkenet, som Gideon i al hemmelighed havde haft en advokat fra nabobyen til at bekræfte og registrere hos dommeren ugen forinden.
Gideon rakte papiret op til sherif Miller. “Læs det højt, Miller. Så hr. Vance kan høre det.”
Sheriffen tog tøvende imod papiret, foldede det ud og læste linjerne, mens hans øjenbryn løftede sig højere og højere. “Det er et overdragelsesskøde … dateret den 14. juni 1884. Underskrevet af Thomas Harlo og bevidnet af to uafhængige vidner samt stemplet af distriktsdommeren i tirsdags. Thomas Harlo overdrog sin fulde andel af Cross Ranch og den nordlige kilde til Gideon Cross to måneder før sin død. Og der er en klausul om, at jorden aldrig må overdrages til Arthur Vance.”
Sheriffen så ned på Vance. “Dette dokument er fuldt lovligt, Arthur. Da Harlo døde i august, ejede han ikke længere en eneste tomme af denne ranch. Banken har intet krav her.”
Vances ansigt var nu mørkerødt af tilbageholdt raseri. Hans pæne maske krakelerede fuldstændigt, og da han så fra sheriffen til mig og Gideon, var der ren ondskab i hans blik.






