“Tak, hr. Cross,” sagde jeg stille.

Clara rejste sig og nejede pænt for ham, som den lille dame hun forsøgte at være. “Mange tak for maden, hr. Cross. Det var det bedste måltid, jeg kan huske.”

Gideon så ned på den niårige pige, og et kort øjeblik blødgjordes hans ansigtstræk igen. “Det var så lidt, lille frøken. Gå nu ind og få noget søvn.”

Det tog mig ikke mere end et kvarter at få pigerne lagt i den store, brede seng i det bagerste værelse. Værelset var enkelt, men tørt og lunt. Så snart deres hoveder ramte puderne, og jeg trak de tunge uldtæpper op om deres hager, faldt både Rose og Elsie i en dyb, udmattet søvn. Clara holdt dog fast i mit håndled, da jeg bøjede mig ned for at kysse hendes pande.

“Mor?” hviskede hun i halvmørket. “Er han vred på os?”

“Nej, skat. Slet ikke på jer.”

“Bliver vi her i morgen?”

Jeg strøg hendes mørke hår tilbage fra panden. “Jeg skal lige tale med hr. Cross. Sov nu, Clara. Du behøver ikke passe på dine søstre i nat. Jeg er lige på den anden side af døren.”

Hun slap langsomt mit håndled og vendte sig om på siden. Jeg stod et øjeblik og lyttede til deres rolige, regelmæssige åndedræt – en lyd, der i de seneste uger havde været erstattet af hoste i kolde lader og stille gråd fra sultne maver. Uanset hvad Gideon Cross krævede af mig, uanset hvilken ydmygelse eller opslidende slid jeg måtte udholde for at betale min mands synder tilbage, vidste jeg, at jeg ikke kunne lade mine børn miste denne tryghed, nu hvor vinteren stod for døren.

Jeg lukkede døren lydløst bag mig og gik tilbage gennem den lange gang til køkkenet.

Gideon sad ved køkkenbordet. Han havde smøget ærmerne på sin flannelskjorte op over de muskuløse underarme, og foran ham stod en flaske ravgylden whisky og to glas, selvom han kun havde skænket i det ene. På bordet mellem os lå den lille træramme, som han havde taget ned fra væggen.

“Sæt Dem, fru Harlo,” sagde han uden at se op.

Jeg trak en træstol ud og satte mig på den modsatte side af bordet med hænderne foldet stramt i skødet. “Jeg er klar til at høre sandheden, hr. Cross. Hvor meget skylder vi Dem?”

Gideon løftede sit glas, drak en slurk og satte det ned med et lille smæld. Hans grå øjne borede sig ind i mine. “Fortæl mig først, hvad De ved om, hvordan Thomas døde, og hvad der skete med hans forretninger.”

Jeg synkede en klump i halsen. “Thomas drev et mindre tømmer- og fragtfirma inde i Mercy Hollow. Sidste vinter fik han en slem lungebetændelse, som aldrig rigtig slap sit tag i ham. Han blev svagere for hver måned, men han insisterede på selv at tage sig af regnskaberne. Da han døde i august, kom bankbestyrer Vance og hans advokat hjem til os dagen efter begravelsen. De viste mig gældsbreve med Thomas’ underskrift. Han havde lånt store summer mod sikkerhed i vores hus, vores vogne og alt vores indbo. Vance sagde, at Thomas havde foretaget dårlige investeringer i jernbaneaktier og spillet resten væk.”

En kort, kold latter undslap Gideons læber. Der var ingen munterhed i lyden. “Spillet dem væk? Er det, hvad Arthur Vance fortalte Dem?”

“Jeg så selv papirerne,” sagde jeg forsvarende, selvom smerten ved Thomas’ formodede forræderi stadig brændte i mig. “Jeg måtte sælge alt for bare at dække den sidste del af gælden, så de ikke kastede os i gældsfængsel eller tog børnene fra mig.”

Gideon skubbede trærammen hen over bordpladen, så den standsede lige foran mine hænder. “Læs det.”

Jeg bøjede mig frem i det gule skær fra olielampen. Papiret bag det tynde glas var ikke et gældsbrev. Det var et skøde og en partnerskabskontrakt, dateret syv år tidligere – i foråret 1877, to år efter Clara blev født, og kort før vi flyttede til Montana.

Jeg læste linjerne igen og igen, mens bogstaverne dansede for mine øjne. Dokumentet fastslog, at den nordlige kilde og de fire hundrede tønder land frodig græsgang, der udgjorde selve livsnerven i Cross Ranch, var blevet købt i fællesskab af to mænd: Gideon Cross og Thomas Harlo. Men nederst på dokumentet var der tilføjet en håndskrevet overdragelse, dateret for blot fire måneder siden – i juni 1884, da Thomas allerede var dødeligt syg. I overdragelsen gav Thomas hele sin halvdel af jorden og vandrettighederne til Gideon Cross for den symbolske sum af én dollar, på én eneste betingelse: At jorden aldrig måtte sælges eller pantsættes til Arthur Vance eller Montana Territorial Bank.

Jeg løftede langsomt blikket mod Gideon. “Jeg forstår det ikke. Ejer … ejede Thomas halvdelen af Deres jord? Hvorfor har han aldrig nævnt Dem? Og hvorfor gav han det væk for én dollar, mens vi var ved at gå fra hus og hjem?”