Jeg trådte ubevidst et skridt tilbage og lagde en beskyttende hånd bagud mod Claras skulder. “Jeg vidste det ikke, hr. Cross. Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke vidste, han kendte Dem. Hvis han skyldte Dem penge … hvis det papir på væggen er et gældsbrev, så har jeg intet at betale med. De har allerede fået mit arbejde i dag som afdrag, og vi skal nok forsvinde med det samme.”
“Mor?” klynkede lille Elsie og trak i mit skørt, mens hendes store øjne flakkede fra mig til det friske brød, som Gideon stadig holdt i sin anden hånd. “Skal vi ikke have brødet alligevel?”
Lyden af hendes spinkle stemme fik noget til at briste inden i mig, men jeg bed tænderne sammen for ikke at bryde sammen foran denne fremmede mand. Jeg bøjede mig ned for at løfte Elsie op i mine arme, selvom mine skuldre skreg af smerte efter timers skrubben.
“Stop,” sagde Gideon.
Jeg frøs i bevægelsen.
Han gik hen til det tunge egetræsbord midt i køkkenet og lagde brødet og smørkrukken fra sig med et dæmpet bump. Derefter vendte han sig mod os. Hans ansigt var stadig hårdt som granit, men hans blik hvilede på Elsie, hvis underlæbe bævrede.
“Jeg har givet mit ord til barnet,” sagde Gideon lavt. “Og på Cross Ranch bryder en mand ikke sit ord. Heller ikke selvom navnet Harlo er det sidste, jeg ønskede at høre under mit tag.”
“Jeg forstår det ikke,” sagde jeg og rettede mig langsomt op med Elsie trykket ind mod mit bryst. “Hvad er det for et dokument? Hvad har min mand gjort mod Dem?”
“Det er ikke en samtale for børneører,” svarede Gideon kort og gik hen til det store støbejernskomfur. Han kastede to tykke brændeknuder ind i ilden, så gnisterne føg, før han greb en tung stegepande. “Gå ind i spisestuen ved siden af med pigerne. Der er tændt op i pejsen derinde. Jeg gør maden færdig.”
“Det er mit arbejde at lave mad, hvis vi skal blive,” indvendte jeg stædigt. Min stolthed var det eneste, kreditorerne ikke havde kunnet udpante, og jeg nægtede at modtage almisser fra en mand, der tydeligvis foragtede min afdøde mands minde.
Gideon vendte hovedet halvt om mod mig. I skæret fra ilden så han både farlig og uendeligt træt ud. “De har ikke spist i tre dage, fru Harlo, og De står knap nok oprejst. Hvis De besvimer over mit varme komfur, har jeg fire problemer i stedet for ét. Gå ind og sæt Dem med Deres døtre. Vi taler sammen, når de sover.”
Der var ingen plads til diskussion i hans tonefald. Tøvende førte jeg pigerne ind i den tilstødende stue. Rummet var stort med synlige loftsbjælker af mørkt fyrretræ og en enorm stenpejs, hvor ilden buldrede lystigt og sendte en vidunderlig, omsluttende varme ud i krogene. Møblerne var få, men solide, tydeligt bygget af en dygtig snedker for mange år siden, men ligesom resten af huset manglede rummet den blødhed, som et levet familieliv giver. Der var ingen broderede puder, ingen gardiner for vinduerne, kun det nøgne træ og støvet i hjørnerne.
Vi satte os tæt sammen på en bred bænk foran ilden. Inden der var gået tyve minutter, trådte Gideon ind med et stort fad dampende oksekød, stegte kartofler og brune bønner, efterfulgt af det friske brød og tre krus mælk til pigerne samt en kande stærk kaffe.
Da han satte maden på bordet, så pigerne spørgende på mig. De var opdraget til aldrig at tage for sig, før de fik lov, men jeg kunne se, hvordan synet og duften af det varme kød næsten gjorde fysisk ondt på dem.
“Spis, mine skatte,” hviskede jeg.
Gideon blev ikke i stuen. Med en overraskende taktfuldhed trak han sig tilbage til køkkenet, så mine døtre ikke behøvede at føle sig overvågede i deres sult. Og for første gang i ugevis tvang jeg også mig selv til at spise. Den første bid af det varme, salte oksekød og det bløde brød med smør fik tårerne til at stige op i mine øjne. Min mave krampe sig sammen i protest over pludselig at få rigtig føde, men jeg spiste langsomt videre, mens varmen fra pejsen og maden langsomt begyndte at tø den knude af panik op, som havde siddet i mit bryst, siden Thomas lukkede sine øjne for sidste gang i august.
Da fadet var næsten tomt, og Elsie allerede sad og glippede med øjnene med hovedet i Roses skød, kom Gideon tilbage. Han bar på en stabel rene uldtæpper og et tændt petroleumslampe.
“Der er to soveværelser for enden af gangen i stueetagen,” sagde han og nikkede mod en lukket dør. “Sengene har madrasser af halm og fjer, men de har ikke været brugt længe. De kan rede op til pigerne i det inderste værelse. Der er en brændeovn derinde, som jeg allerede har tændt op i.”






