Udenfor på verandaen kan jeg høre lyden af latter. Clara, som nu er ti år gammel, har mistet det tunge, bekymrede udtryk i sine brune øjne; hun rider ud med Gideon næsten hver eftermiddag for at se til kvæget og styrer sin egen pony med en selvsikkerhed, der gør Gideon revnende stolt. Rose sidder på trappen og læser højt fra en eventyrbog for lille Elsie, der har travlt med at flette efterårsblade ind i pelsen på gårdens tålmodige hyrdehund.
Og herinde i det varme køkken står jeg ved vinduet og vugger den lille bylt i mine arme – vores nyfødte søn, Thomas Gideon Cross, der kom til verden for tre uger siden med sin fars kulsorte hår og rolige grå øjne.
Bag mig går døren op, og jeg mærker de velkendte, stærke arme glide rundt om min talje, før Gideon lægger sin kind mod min tinding og ser ned på den lille dreng i mine arme.
“Er du sulten?” spørger jeg blødt og læner mig tilbage mod hans brede bryst. “Aftensmaden er klar om et øjeblik.”
Gideon kysser mig blidt på halsen, og jeg kan mærke hans smil mod min hud.
“Jeg har alt, hvad jeg nogensinde har sultet efter, lige her i mine arme, fru Cross,” hvisker han.
Og mens efterårssolen langsomt synker ned bag Montanas bjerge og farver himlen gylden over vores jord, ved jeg i mit hjerte, at vi aldrig nogensinde skal frygte mørket igen.






